[#40521] Jacob Johannesson/Jerva-Jacob: avrettet i Luster 1858

[Gjest Trine Ask]

Ønsker info om Jacob Johannesen Høyum, født 1806 ( på Jerven under Sande, Luster )og hans kone Martha Pedersdotter, født 1791 ( Trondviki under Høyeim, Luster ). Ekteparet var bosatt på Kvasshiller, Høyeim og fikk fire barn sammen ( har navn på disse ). Jerva-jakob, som han ble kalt, ble avrettet ved halshogging i 1858, visstnok den siste avrettingen av det slaget i Luster. Grunnen var at han ble funnet skyldig i å ha drept sin kone ( Martha ), ved å kaste henne utfor et stup ( på fjellet )i 1857. Ønsker info både om selve denne saken og om personene / slekt. Har utfyllende opplysninger om det trengs.

[Gjest Lars E. Øyane (Luster kommune)]

Eg har ikkje lese sjølve saki, men eg vil tru at sakspapiri finst i Statsarkivet i Bergen.Det vart fortalt ''på folkemunne'' at Jacob tok livet av kona si, for han ønskte å gifta seg med Johanna Bjørnsdotter frå Tandla i Gaupne (1827-1910). Johanna vart i staden gift i 1861 og budde i Gaupne, men vart barnlaus.Om du Trine elles har opplysningar om barn og barneborn etter Jacob og Martha, som ikkje er medkomne i bygdebøkene for Luster, høyrer eg gjerne frå deg om det!Med venleg helsing,Lars E. Øyane - lars.e.oyane@sdsl.no

[Gjest Trine Ask]

Hjertelig takk for tilbakemelding! Veldig kjekt å få 'kjøtt på' historien, også fra 'folkemunne'. Står forøvrig noe om saken og en kommentar som falt før henrettelsen i fylkesleksikon på NRK sin nettside:Lenke Er ellers allerede igang med å lese sakspapirene ved Statsarkivet i Bergen; men dette vil ta tid ( flere hundre sider med vanskelig skrift å tyde ). Har klart å tyde mesteparten av et avhør hvor Jacob innrømmer å ha begått denne gjerning i 'hidsighet uten nogen Tanke om Følgerne'. Det går også frem at han først kastet henne ut over fjellet, hvor hun ble liggende på et skår/en sats. Han hoppet så etter og dyttet henne videre ut over fjellhammeren. Ellers er det flere domsakter på denne mannen, uten at jeg har klart å tyde dem enda ( bortsett fra noe ulovlig brennevinssalg ). Må ellers få tiføye at du har gjort en enorm jobb med Gards-og ættesoge for Luster kommune, kjærkomne bøker som har hjulpet meg mye! Jeg tar kontakt dersom jeg finner opplysninger om barn og barnebarn utover det som står der.

[Gjest Torgrim Sørnes]

Her er det som står i Rettstidende om ham:Norske Retstidende, 24de Marts 1858, p.236 Lnr. 140. Advocat Homann, Actor mod Jacob Qvashiller. I denne Mordsag afgav Høiesteret følgende Indberetning: Ved Dom af 24de dennes har Høiesteret, overeensstemmende med de foregaaende Instantsers Domme, tilfunden Jacob Johannesen Qvashiller af Lysters Præstegjæld i Bergens Stift Livsstraf for begaaet Mord, om hvilken Sag Retten herved i Følge Loven gjør underdanigst Indberetning. Domfældte Jacob Johannesen er Husmand under Gaarden Høium i Næs Annex til ovennævnte Præstegjæld. Han er døbt 1806, altsaa omtrent 52 Aar gammel, og har i Løbet af de sidste 15 Aar været straffet baade for Tyveri, falsk Angivelse af anden Mand for Forbrydelser, og for gjentaget ulovligt Brændevinssalg. Hans Egtefælle Marthe Pedersdatter, med hvem han har havt flere Børn, blandt hvilke en Datter, der er over 30 Aar gammel, var omtrent 14 til 15 Aar ældre end han, og da han derhos kun sørgede maadelig for Familien, og var af en voldsom Character, samt henfalden til Drik, medens hun var heftig af Gemyt, var Egteskabet kun lidet foreligeligt, og Konen under Tiden endog udsat for Mishandling af ham i hans drukne Tilstand. Jacob Johannesen havde derhos for et Par Aar siden stiftet Bekjendtskab med en Pige ved Navn Johanne Bjørnsdatter Valde, til hvis Nærhed han stadigen søgte hen, samt med hvem han oftere delte Seng der, hvor hun tjente, og han var i Arbeide, et Forhold, som var blevet Gjenstand for almindelig Omtale, og hvorover Konen havde beklaget sig. Ligesom denne Pige for Domfældte havde ytret,skjønt efter Begges Paastand i alle Fald kun i Spøg, Beklagelse over, at han var bundet ved Egteskab, saaledes beklagede han sig for hende over Konen, og for sine Børn roste han Pigen paa en for dem paafaldende Maade som et udmærket Menneske. Efter nogle Dage ganske imod Sædvane at have vist sig venlig imod Konen, omtalte Domfældte om Aftenen den 8de Mai f. A. (Bededag) og den paafølgende Morgen, at han vilde gaae med hende op i Skoven efter Ved, Noget, som ellers næsten aldri hændte, idet det stadigen alene var Konens Sag, at skaffe Ved hjem fra Skoven, ligesom netop paa den Aarstid saa meget mindre Ved tiltrængtes til Huset. Om Morgenen Løverdagen den 9de mai begav Domfældte og hans Kone sig fra deres Hjem op i en til Fjælds liggende Skovteig kaldet Kalskjærshoug, og laante han underveis paa en Naboplads et Toug til deri at bære Ved. Mindst en Times Tid over Middag den samme Dag kom Konen ned igjen i Bygden, hvor hun først traf sin Stedfader, dernæst hendes og Mands Husbonde paa Høium, samt endelig paa Veien til den i Nærheden boende Lensmand, den Nabokone, som om Morgenen havde laant Domfældte et Bæretoug. Marthe Pedersdatter viste sig saare forskrækket og derhos mat, hvortil hun strax opgav som Grund Mandens Mordanfald paa hende i Skoven. Hun fortalte nemlig, hvorledes Manden, efter at have hugget nogen Ved i Nærheden af en Fjældpynt eller saakaldet Fjældhammer, og hjulpet hende, som stod paa Knæ, hendes Vedbør paa, idet hun reiste sig, søgte at skyde hende ud over Fjældhammeren. At dette ikke lykkedes, fordi hun fik Fodfæste, skød Domfældte hende hen til en stor Sten, hvor han gjentagende slog hende med Knyttet Næve paa forskjellige Dele af Legemet, og tilsidst slyngede Enden af hendes Bæretoug to Gange omkring hendes Hals, idet han, medens hun skreg og bad for sig, ytrede: “Nu skal Du faae, fordi Du har sladret paa mig i Vinter.” Herpaa styrtede han Konen ud over Fjældhammeren; men da hun blev liggende paa en Afsats eller Skaar i Fjældet, omtrent 4 Alen nedenfor, sprang Domfældte efter hende derned, og skjød hende ud over den næste Bjergkant, en Høide af omtrent 6 Alen. Da Da Touget i Faldet var løsnet, havde Marthe Pedersdatter Anledning til at skille sig ved sin Vedbør, og fandt endnu Kraft nok hos sig til at flygte fra Stedet og komme ned til Alfarveien, uden at Domfældte, der forfulgte hende, men havde maattet gjøre en Omvei for at omgaae Fjældhammeren, og desuden som halt er mindre hurtig til Fods, kunde indhente hende. Ved Ankomsten til Lensmanden var Marthe saa daarlig, at hun maatte bringes til Sengs. Saavel Husbonden som Lensmanden bemærkede strax paa begge Sider af Marthes Hals en rød Stribe, som om hun var skuret af en Strikke. Ved Forhøret den paafølgende Mandag, den 11te Mai, gjentog Marthe den anførte Forklaring, og efter at hun den 15de s. M. ved fuld Sands og Samling for Retten havde erklæret sig fuldkommen overbevist om, at det var hendes Mands Hensigt at dræbe hende, bekræftede hun med fast Stemme, og med den Forsikring, at hun vilde vedstaae sit Prov, selv om hun skulde døe inden Aftenen, sin afgivne Forklaring med sin Ed. Allerede Mandagen den 11te Mai have Lægen indfundet sig hos Lensmanden for at undersøge og tilsee Marthe Pedersdatter. Foruden flere Pletter og Contusioner paa forskjellige Steder af Legemet var det især en betydelig Hævelse langs Hvirvelstøtten eller Rygraden, der foraarsagede den Mishandlede hæftige Smerter. Hendes Tildstande var forværret, da Lægen igjen saae til hende den 14de Mai,; den 18de s. M., da Lægen atter indfandt sig, laa hun i Dødskamp, og den paafølgende Morgen Kl. 6, altsaa tiende Dag efter Begivenheden, opgav hun Aanden. I Følge den Dagen derpaa afholdte Obductionsforretning over Liget, i Forbindelse med Sygehistorien, har Lægen erklærer Marthe Pedersdatters Død for at have været en Følge af Vold, som har rammet Hvirvelstøtten, medens Læsionen dog ikke erklæres for absolut dødelig, og at dels individuelle Omstændigheder, nemlig den Dødes høie Alder og Lungesygdom, dels hendes Anstrengelser umiddelbar efter Faldet og en ikke i alle Dele fuldstændig Befølgelse af Lægens Forskrfter kunde betragtes som mulige medvirkende Aarsager til det dødelige Udfald, samt at der er, om ikke Sandsynlighed, saa dog Mulighed for, at uagtet en Læsion af omhandlede Beskaffenhed i Følge sin Natur og de derved fremkaldte Sygdomstilfælde ikke sjælden vil medføre Døden, den dog her ikke vilde havt denne Følge, saafremt nogen enkelt af de anførte Omstændigheder eller samtlige disse ikke havde været tilstede. Jacob Johannesen kom først en til to Timer efter Konen ind til Nabokonen Brita Larsdatter, tilbageleverede Touget , og spurgte, om hun havde seet hans Kone. Da Brita bekræftede dette, og spurgte ham, hvorledes han havde baaret sig ad med hende, efterdi hun saae saa stygt ud, erklærede han sig herom uvidende, med Tilføiende, at Konen vel igjen havde sat en Løgn ud; men da Brita hertil svarede, “Nei, denne Gang har hun nok ikke løiet,” gik Jacob uden at sige Mere. For Retten vedblev han sin Benegtelse af at være vidende om Maaden, hvorpaa hans Kone havde faaet sin Skade. Han paastod at have forladt hende aldeles uskadt i Skoven for at gaae høiere op i denne efter Ved. Confrontation med hans Hustru var ligeledes forgjæves, uagtet han, efter Børnenes Forklaring, under den første Sammenkomst med Konen ved hendes Sygeleie ikke havde sat nogen udtrykkelig Benegtelse imod hendes detaillerede Sigtelse. Han afgav sine Forklaringer for Retten med stor Rolighed, ligesom han, ført hen til Gjerningsstedet, med største Koldblodighed spurgte, om det var paa dette Sted Konen slog sig i hjel. Først den 26de Januar sidstleden, efter Overretsdommens Afsigelse, har Domfældte tilstaaet at have kastet sin Kone udover Fjældhammeren, og det, overensstemmende med hendes Forklaring, først fra den øverste Kant, og da hun var bleven liggende paa Afsatsen nedenunder, atter fra denne. Efter sin Forklaring skulde han imidlertid alene have begaaet Gjerningen i Hidsighed, uden nogen Tanke om Følgerne. Han skulde nemlig, ved at ville hjælpe Konen Vedbøren paa, være gleden ud med Foden, og saaledes kom til at støde lidt til hende, hvorover hun skulde være bleven opbragt, og med en grov Mund have beskyldt ham for, at han vilde kaste hendes ud over Fjældhammeren. Herover var han bleven ærgerlig, og havde slaaet hende i Ansigtet. Derpaa skulde han have forladt hende, og begyndt at gaae opad Fjældet; men da hun vedblev at bruge Mund, blev han forbitret, løb tilbage, og kastede hende i Hastighed ud over Fjældet som før anført. Efter gjort Gjerning var han bleven forfærdet, og havde tænkt paa at komme ned for at hjælpe Konen, men dette havde han igjen opgivet, da han saae, at hun kunde gaae. Han benegter derimod fremdeles at have slynget Bæretouget om sin Kones Hals for at faae hende ud for Fjældet. Men ligesom Konens edelige Forklaring i sidstnævnte Henseende, foruden at der virkelig fandtes Striber efter Rebet paa hendes Hals, er fuldkommen bestyrket ved Lavrettets Skjøn om Umuligheden af, at Touget af sig selv saaledes skulde have snøret sig om Halsen, saavel som ved Domfældtes modbeviste første Forsøg paa at fremstille Muligheden af, at det benyttede Bæretougs Ende kune være kommen omkring hendes Hals, saaledes fremgaaer det ogsaa klart af alle de foranførte Omstændigheder, at Domfældte fulgte sin Kone op i Fjældet med den Plan, at berøve hende Livet ved at styrte hende ud over Fjældet paa en saadan Maade, at det kunde faae Udseende af, at hun ved et Ulykkestilfælde var kommen af Dage. Han er saaledes i Følge Loven hjemfalden til Dødsstraf som skyldig i Mord. Med Hensyn til, at dette er begaaet paa Egtefælle, og det en Hustru, med hvem han have levet i mange Aar, og havde flere voxne Børn, saa vel som i Betragtning af den af Domfældte ved Misgjerningens Udførelse for Dagen lagte Styrke og Fasthed i hans forbryderske Vilje, antages der her ikke at være Grund til , at Deres Kgl. Majestæts Naade befrie Domfældte fra Lovens Straf, hvorimod Retten formentlig bør have sin Gjænge, og Liv bødes for Liv.

[Gjest Trine Ask]

Tusen hjertelig takk for dette innlegget Torgrim Sørnes!! Dette var mye mer enn jeg hadde våget å håpe på... nå har jeg fått hele saken skikkelig belyst og ( for meg ) verdifull info om Jerva-Jacob som person (også Martha). En veldig glad og takknemlig hilsen fra Trine:-) Ønsker fortsatt informasjon om slekten.Kanskje noen har en forklaring på ryktet om 'taterblod' / 'sigøyner/portugiser -blod' her? Har ikke funnet spor etter det selv og ingen kan lenger si noe om hvor disse opplysningene kom fra.