Gå til innhold
Arkivverket
Gjest Arnfrid Mæland

[#56467] Selvmord på 1700-tallet; -ikke innført i KB! Var det vanlig?

Recommended Posts

Gjest Arnfrid Mæland

Johanne Larsdtr Breistein (f Reigstad), tok selvmord, ved å drukne seg, i september 1733. Dette fremfår av tingboken for 1733 for Nordhordland. Johanne var barnløs, men ble gm enkemannen Johannes Clemetsen Breistein i 1714, og hun hadde stebarn. Mannen, Johannes, døde rundt St Hans samme år. Johanne ble etter det tungsinnet og slet med øresus, som en elv som fosset inne i hodet hennes, hadde hun fortalt til nabokonene og den ene stesønnen.Dødsfallet er ikke med i KB for Hamre /Åsane. Hvorfor?Mvh Arnfrid M

Del dette innlegget


Lenke til innlegg
Del på andre sider
Gjest Arnfrid Mæland

Her et utdrag fra Tingboken;'Arne Skibred Dend 30te Sept/em/br/is/ Aar 1733 Blev efter Høyædle og velbaarne Her/r Stiftsbefalings Mands Ulrich Kaases befaling af Dato 7 Septembr/is sidst afvigte efter Kongl/ig Maj/este/ts fogets Ædle Andreas Jessens angivelse holdet Æxtraordinaire Rætt udi Steenestød angaaende Johanne Lars Daatter for hen boende paa gaarden Breesten, der \efter formodning/ haver druchnet sig selv Overværende til Rættens Administration ædle Her/r foget Andreas Jessen Selv, Bøyde Lens Manden for Arne Skibred Velagte Peder Arnetved, tillige med Laug-Rættes Mændene, Niels Ytre Arne, Haldor Songstad, Johannes Thuenes, Johannes Olsen Thuenes, Hans Espeli, Magne Bruraas, Ole Morvig, Niels Bruraas, Om forbem/el/te Johanne Lars Daatter at Vidne hvorledis hendes levnet har været og hvorledes Hun udgich af Huuset, da Hun der efter Ved Søen fandtes, med Videre Var indstefnte efterskrefne Vidner, 1. Ole Bresteen, 2. Niels Bresteen, 3. Ole Knudsen, 4. Johannes Huusmand, 5. Niels Nielsøn, 6. Britta Hans Daatter, 7. Maritta Clemens D/aa/tt/e/r, 8. Marta Ols D/aa/tt/e/r, 9. Johanna Niels D/aa/tt/e/r, 10. Anna Niels D/aa/tt/e/r, 11. Aschild Johansøn, 12. Lars Johansøn, 13. Niels Andersen Ytre Arne, 14. Erich Larsøn Indre Arne, Hvilche alle tilstode lovligen at Være stæfnede, Hvor paa Eedens forchlaring Efter Loven lydeligen blev oplæst med formaning at vagte sig for Meen Eed, og frem stod det 1. 1ste Vidne og udi den afdøde Johanne Lars Daatters Broders nafnlig Mogens Larsøns nærværelse Ved Eed med oprachte fingre efter Loven Vandt at Ham blev sagt, at Johanne Lars Daatter Laae død Ved Søen, der paa gich Vidnet til Søen tagende med sig Niels og Ole Knudsen Bresteen, og fandt først *Anne (Johanne) Lars Daatters Stach paa Berget lidet fra Nøstet tet ved Søen, ungefæhr 2 á 3 alen fra Stachen saae Vidnet dend afdøde Johanne Lars Daatter ligesom staaende og Hendes Arme laae paa berget og ligesom Hun igien Vilde gaaet i Land, der paa gich Vidnet bort, paa spørgsmaal sagde Vidnet: at det stæd de fandt Johanne Lars [Daatter] paa Var ungefæhr Een Sex til Syv allen dypt, og Var Vidnet hos, da der blev kast et Tau om Johanne Lars Daatters fod, at Hun ey skulde flyde bort; End ydermere Svarede Vidnet paa spørgsmaal: at dend afdøde Johanne Lars D/aa/tt/e/r haver Været gift I Een snees Aar og med sin S/a/l/ig/ Mand Johannes levet udi største Kierlighed og fornøyelse, uden Børns *auling (avling); sagde og at Hendes Mand døde omtrent strax efter S/anc/te Hans Dag sidst afvigte, flittig søgte Hun Kirchen efter Hans død, hafde og Søndagen før de fandt Hende død, Været til alters, Men fra Hendes Mands død og til de fandt Hende Ved Søen, hafde Hun stedse Været meget Sorrigfuld og bedrøvet, hvor Hun sad og gich. 2. Det 2. Vidne Niels Bresteen fremstod og efterat formaning var giord til Ham om at vagte sig for Meen Eed Vandt med oprachte fingre efter Loven Eens-stemmende med nest forrige Vidne og var dette Vidne og med, da Johanne Lars Daatter blev optaget. 3. Det 3. Vidne Ole Knudsen frem kom og efter at formaning var giort til Ham om at vagte sig for MeenEed, udsagde, Ved Eed efter Loven med opragte fingre ligesom de tvende nest forige Vidner, undtagen dette Vidne var iche hos da der blev kastet Tau om Johanne Lars Daatters been. 4. Det 4. Vidne Johannes Huusmand frem stod og efter aflagde Eed med oprachte fingre efter Loven og efterat formaning til Ham var giort om at vagte sig for Meen Eed, Vandt lige som nest forrige Vidner hvorledis Johanne Lars D/aa/tt/e/r fandtes Ved Søen om Morgenen og hvorledis Hun blev kast et Tau om foden og stædens Dybhed, men hvor længe Hun med sin S/a/l/ig/ Mand hafde været i Egteskab kunde Hand sig iche erindre, Men Vel Vidste, at Johanne Lars Daatter med sin S/a/l/ig/ Mand hafde levet Kiærligen og fornøyelig, efter Hendes Mands død hafde Hun klaget for Vidnet, at Hun hafde ondt i sit Hovet og Var meget Tung sindig, Veed og at Hun, Søndagen før de fandt Hende Ved Søen, hafde været til alters, 5. Det 5. Vidne Niels Nielsen frem kom blev formanet om at Vagte sig for MeenEed, og med oprachte fingre efter Loven Ved Eed udsagde: at hand iche var strax om Morgenen neder Ved Søen med nest forige Vidner, men noget ud paa dagen gich hand der ned og fandt alting ligesom nest forige Vidner udsagd haver, baade hvorledes Johanne Lars Daatter laae eller ligesom stod, Veed og at Hun siden Hendes Mands død, formedelst det Kiærlige Egteskab de hafde eller levede tilsammen, Var meget tungsindig og bedrøvet, forchlarede og at Hun forliigtes vel med alle Mennesker. 6. 6. Vidne Britta Hans Daatter Ole Bredsteens Kone frem kom, blev formanet om at vagte sig for Meen Eed og Eden forchlaret, hvor paa Hun Ved Eed efter Loven med oprachte fingre udsagde: at Hun, Vidnet, haver Daglig omgaaet med Johanne Lars [Daatter] siden Hendes Mand døde, og haver da Johanne Lars Daatter beklaget sig for Vidnet, at Hun, Johanne Lars D/aa/tt/e/r, hafde stedse stor Suusen for sin Ører, ligesom Een Elv suuder, Hendes Hierte stedse var beklemt og stærch slog, Hun var saa bekymret, at Hun iche vidste hvor Hun skulde sig hen Vende, og ey paa noget sted hafde Roelighed enten uden Hun sat eller inden; Veed og, at Johanne Lars D/aa/tt/e/r med sin S/a/l/ig/ Mand levede et Kiærlig og fornøyeligt Egteskab, saa Vel som med alle Hendes Naboer levede fredelig og Eenig, søgte fligtig Kirchen og var til alters om Søndagen før de fandt Hende Ved Søen. 7. Det 7. Vidne Marritta Clemens Daatter Det 3die Vidne Ole Knudsens Hustrue blev frem kaldt, Eden for Hende forchlaret og med oprachte fingre efter Loven vandt. at Hun haver været kiendt med Johanne Lars Daatter i Tiuve Aar, de haver boet paa gaarden Breesteen samen, i øfrige Komme dette Vidnes udsigende over Eens med nest forige Vidnes {Bri} Britta Hans Daatters udsigende. 8de. Det 8de Vidne Martha Ols Daatter frem kom, Eeden for Hende betydet og til \hende/ giordt formaning om at vagte sig for Meen Eed, hvor paa Hun med oprachte fingre efter Loven Vandt Ved Eed; at Hun hafde talt med Johanne Lars Daatter, efter at hendes Mand var død, Da beklagede Johanne Lars Daatter sig for Vidnet over dend Tungsindighed Hun daglig plagedes af, saa og over det onde Hun stedse hafde i sit hovet, for resten angaaende Johanne Lars Daatters levnet i sit Egteskab og efter hendes Mands død, forchlarede dette Vidne ligesom nest forige Vidner, Veed og at Hun *Anne (Johanne) Lars Daatter gich til alters om Søndagen før, Hun fandtes død. 9. Det 9. Vidne Johanne Niels Daatter blev Eeden forchlaret for, hvor paa Hun med oprachte fingre efter Loven Vandt Ved Eed: at Hun, Vidnet, haver for nogle Aar siden {haver} tient den afdøde Johanne Lars Daatter, i øfrigt kom Hendis udsigen over Eens med nest forige Vidnes, Forbem/el/te 9 Vidner ere alle paa Breesten hvor Johanne Lars Daatter boede. 10. Det 10. Vidne Anne Niels Daatter boende udi Bergen paa Schudvig Vigen, fremstod ligeledis efter Stefnemaal og Ved aflagde Eed med oprachte fingre efter Loven udsagde: at, Hun, Vidnet; hafde hiulpet Johanne Lars Daatter at høste, og da var Johanne Lars D/aa/tt/e/r meget tungsindig og bedrøvet, Hun bad Vidnet at føle sit Hovet hvor der udi banchede, vilde gierne græde, men ey kunde faae Een Taare af sine øyne, Hun gich daglig Vanchelsmodig og Vidste iche hvor Hun skulde faae nogen Roe, Johanne Lars Daatter omgiches Vel med alle folch og hafde stor yndest og alle ynche de Hende, Veed og at Hun Var i Kirchen til alters Søndagen før de fandt Hende Ved Søen. 11. Det 11te Vidne Aschil Johansen, dend afdøde Johanne Lars Daatters Stif-Søn frem kom og efter at formaning til Ham Var giort om at Vagte sig for Meen Ed, Vandt med oprachte fingre efter Loven. at den dag Johanne Lars Daatter blev funden død, opstod Hun tillig om Morgenen før Soel gansche var oprunden eller Ved Soelens oprindelse, hvor paa Vidnet, som Laae i samme Stue, spurgte Hende da Hun klæde sig paa, hvor Hun Vilde hen saa tillig, Hun svarede: at Hun Vilde gaae lidet ud, der paa sov Vidnet hen igien men dog, som udi Søvne hørte dend yderste Dør blev oplucht, lidet der efter stod Vidnet op, og spurgte Ole Breesteen hvor Hans Stif-Moder Johanne Lars Daatter maatte Være: der paa gich Vidnet udi Buen og Løen for at søge Hende, Men da Hand Johanne Lars Daatter iche der fandt, bad Hand, Vidnet, nest forige Vidne Anne Niels D/aa/tt/e/r søge og spørge efter Johanne Lars Daatter hos de andre Grander. Da Anne Niels Daatter kom tilbage fra Granderne, raabte det 9de Vidne {paa H} Johanne Niels Daatter paa Hende, sigende her haver gaaet et menniske i *Dugen (duggen?), og da de komme Efter sporet ned Ved Søen blev de Vahr at stachen laae der, hvor paa de vente Dem lidet paa Veyen tilbage, raabende paa Folch, hvor paa \Vidnet/ Aschild, Niels Nielsøn og Maritta kom/m/e ned til Søen og fandt Hende ligge der saaledes, som for hen af de andre Vidner er forchlaret, Her paa lod Rætten indkalde forbem/el/te Anne Niels Daatter og Johanne Niels Daatter, som i alle maader tilstod dette Vidnes udsigende saaledis i alle Maader rigtig at være; ydermere forchlarede Aschild Johansen at Johanne Lars Daatter beklagede sig for Ham at Hun hafde ondt udi Hovedet og at der suusede for Hendes Ører ligesom der kunde løbe Een Elv, og Hun iche kunde taale at De talede høyt i Stuen, Om Hendes skichelige Liv og Levnet forchlarede dette Vidne ligesom forige Vidner. 12. Det 12. Vidnet Lars Johansen frem kom giorde sin Eed med oprachte fingre efter Loven, da Eeden Var Ham betydet og om at Vagte sig for MeenEed formanet, og udsag[de] at da Hans Broder Aschild nest forige Vidne Var i Bergen paa Munstring, sad Johanne Lars [Daatter] ligesom at Ville skiule sig for Vidnet, hvor Hun gich, og Var meget tungsindig, Vidste iche af at Johanne Lars Daatter laae i Søen før andre Folch paa Gaarden sagde Ham det, eftersom Hand ey laae i Stuven, men udi Buen, er og Vidnet meget Tunghørig, des aarsag ey kunde høre noget af det passerte, angaaende Hendes skichelige Levnet og omgiengelse baade \med/ Hans S/a/l/ig/ Fader og Dem som Hans Søn/n/er forchlarede dette Vidne ligesom de for hen førte Vidner. 13. 14. Det 13. og 14. Vidne, som Hende haver besigtet, nafnlig Niels Andersen Yttre Arne og Erich Larsøn Indre Arne fremstode og med oprachte fingre Ved Eed efter Loven tilstode at De dend 4de Sept/embris sidst afvigte forføyede sig hen til stædet hvor Johanne Lars Daatter fandtes i Søen, og fandt Hende et lidet støche fra gaarden nere Ved Nøstet, som dog iche Var paa Udmarchen, men i eller paa bøen og fandt hende i Søen liggende noget hen fra Nøstet Ved et lidet Næs, som gaaer noget Videre ud Ved Søen paa hvilchet Stæd Hun Ved dend Eene Fod fandtes med et Tau om bunden, Hun blev dernest optaget og i 2de Koners nafnlig Britta Ole Søre Breesteens Kone og Maritta Ole Nøre Breestens Kone \nerværelse/ besigtiget og fandtes ganske ingen Tægn hverchen at Være blaae eller nogen stæder blodig, hvilchet i alt sandhed sig saaledis forholder; Formedelst Johanne Lars Daatters Søsken de ey alle her Vare til stæden for Rætten beroer Sagen til d/en 23 og 24 Octobr/is først kom/m/ende da de haver at vinde og høre Sagens endelige udfald.'

Del dette innlegget


Lenke til innlegg
Del på andre sider
Gjest Ivar S. Ertesvåg

Kristian Vs Norske Lov (1687) Anden Bog 10 Cap. Om Præsters Embede med Lig. Art. 4 De maa ej kaste Jord paa, eller holde Ligprædiken over nogen, som for sin Misgierning er bleven rettet, eller har myrt sig selv med Villie, eller er bandsat og ikke afløst, eller er dømt til Mindre Mand, førend Øvrigheden og Sagsøgeren er tilfreds stillet.http://www.hf.uio.no/PNH/chr5web/chr5_02_10.htmlKyrkjeboka var først og fremst eit register over embetshandlingar. Altså inga handling, inga innførsle.

Del dette innlegget


Lenke til innlegg
Del på andre sider
Gjest Arnfrid Mæland

Takk, Ivar. Når ble denne loven opphevet? Ser at flere som har myrdet seg selv på 1800-tallet er innført i KB og at årrsaken er innført.

Del dette innlegget


Lenke til innlegg
Del på andre sider
Gjest Torgrim Sørnes

Dog ser det ut til å ha variert noe fra prest til prest - jeg har funnet eksempler på innførsler i kirkeboken av folk som definitivt ikke ble begravet - nemlig de som ble brent på bål. Andre steder førte ikke presten inn i kirkeboken de han skulle engang, nemlig de som ble begravet 'uden ceremonie'.Når det gjelder suicider, finner jeg hele tiden avgjørelser enten rettslige eller administrative om at den eller den suicid kan begraves likevel, dersom man mener å kunne konkludere med at vedkommende var sinnssyk i gjerningsøyeblikket (ordene som ble brukt var 'tungsindig', 'rasende' eller sogar 'vankelmodig'). Hvis man ikke hadde det som unnskylding, forelå det en 'felo de se' - med andre ord en forbrytelse - men selv da ser det ut som om man har foretrukket å begrave liket på kirkegården, men fremdeles 'uden ceremonie', det var jo ikke noe alternativ begravelsesplass - dette med å begrave suicider i veikryss har jeg aldri klart å finne noen dokumentasjon for noe sted.

Del dette innlegget


Lenke til innlegg
Del på andre sider
Gjest Arnfrid Mæland

Takk Torgrim,for å spørre på en annen måte; Var praksis i hht Kong Kristian Vs lov for det meste gjeldende helt frem til 1814?

Del dette innlegget


Lenke til innlegg
Del på andre sider
Gjest Ivar S. Ertesvåg

Det er delar av Kristian Vs Norske Lov som framleis gjeld; http://www.lovdata.no/all/hl-16870415-000.htmlKva tid dei ulike reglane vart avskaffa eller avløyste av andre reglar, kan det vere vanskeleg å finne ut.Store Norske Leksikon viser til Tamm, D., red.: Danske og Norske Lov i 300 år, 1983Det kan vere at du finn noko der. Det kan også vere at du finn noko i forarbeida til Gravferdslova frå 1996.

Del dette innlegget


Lenke til innlegg
Del på andre sider
Gjest Torgrim Sørnes

Saken er den at Kong Kristian V's norske lov var gjeldende straffelov i Norge frem til 1842, da den etter mye om og men ble avløst av en ny straffelov.Imidlertid ble loven ansett for gammeldags allerede etter få år. Det som da skjedde, var at dommerne i alle instanser dømte etter boken - eksempelvis var det dødsstraff for utroskap - men dødsdommene ble i stadig økende grad benådet av Kongen i København. Mot slutten av dansketiden var misforholdet mellom den idømte dødsstraff og hva det til slutt endte opp med blitt nesten parodisk; det er eksempler på incest hvor paret ble idømt dødsstraff for så å bli benådet til en uke på vann og brød.Denne utstrakte bruk av benådningsinstituttet gjorde at skillet mellom utøvende og dømmende makt nærmest ikke eksisterte.Dette er et godt eksempel på hvordan et samfunn tilpasser seg til å leve med en urimelig lovbok.Dessverre (nå kommer mitt personlige synspunkt) skapte dette en holdning hos norske dommere at de ikke bare skulle dømme etter loven, men at de også skulle skape loven.Det ser ut som om rester av disse holdninger er tilstede også i dag.

Del dette innlegget


Lenke til innlegg
Del på andre sider
Gjest Svein Arnolf Bjørndal

(2) Hva var det de dømte den 23/24 oktober i den aktuelle saken, da?Jeg var borti en sak fra midten av 1750-tallet, der det også ble tatt opp vitnemål etter et selvmord. Fogden, som aktor, prosederte på at mannen det gjaldt burde begraves utenfor kirkegårdsmuren, men retten var av en annen mening. Den mente at selvmorderen helt åpenbart var blitt sinnssyk, så han ble begravet på kirkegården, men hans hovedlodd tilfalt Kongen. Han er innført i kirkeboken.

Del dette innlegget


Lenke til innlegg
Del på andre sider
Gjest Arnfrid Mæland

Det var det da, jeg har ikke funnet noen dom, og så vidt jeg kan se er alle aktuelle tingbøker transkribert og digitalisert. http://digitalarkivet.uib.no/da/tb1200.htmDet siste som står er at saken skulle tas opp igjen i oktober s.å., men det skjedde ikke, da ikke alle . Jeg har leitet gjennom tingbøkene, men jeg kan selvsagt ha oversett noe.'Formedelst Johanne Lars Daatters Søsken de ey alle her Vare til stæden for Rætten beroer Sagen til d/en 23 og 24 Octobr/is først kom/m/ende da de haver at vinde og høre Sagens endelige udfald.'

Del dette innlegget


Lenke til innlegg
Del på andre sider
Gjest Arnfrid Mæland

Uff, her er hun skrevet Anne, jeg hadde brukt Johanne som søkeord;23 oktober;Udi Sagen Angaaende Anne Lars Daatter Breedsteen, som er funden død i Søen Ved Breedsteen, blev af Os samtlig kiendt, som følger.Med Vidnerne, som dend 30 Septembris sidst afvigte udi Stenestø for Extra Rætten beviiste, at afg/angen Anne Lars Daatter, Der for hen boende paa gaarden Breedsteen, og blev død funden udi Søen Ved Breedsteen, haver ført, medens Hun levede, Et Christeligt og gudfrygtigt levnet, med sine Grander og andre sine Bekiendte omgaaet i Enighed og Samdregtighed, Med sin S/a/l/ig/ Mand Johannes Clemensøn levet i Et Kiærligt og venligt Egteskab, saaledis, som Een ære-Kiær Danne Qvinde efner og anstaaer, Men at Hun efter sin Mands dødelige afgang, af Sorg; Tungsindighed, Hierte Klemelse og {af} Sygdom i sit Hovet aldelis Været behæftet, saa at Hun iche har haft roe inden eller uden Huuset /: det Hun for Eendeel af Vidner selv har beklaget i levende live :/ Des foruden haver Velærverdige Her/r Morten Ruus udgivet Een attest af dato 4 Sept/embris 1733, Hvor udi Hand attesterer, at Anne Lars Daatter har ført Een Christelig Vandel, flittig søgt Guds Huus, og andægtig brugt det høy-Værdige Sacramente, saa Hende intet usømeligt af Nogen kand paasigis.Hvor fore Vi samtlig i følge af Deris Kongl/ig Maj/este/ts Høy priiselige Lov kiender for billigt at afg/angen Anne Lars Daatter bør nyde Een Søm/m/elig Begravelse i Christen Jord, og, naar Hendes gield tillige med denne Processis Omkostning er betalt af Hendes efterlatte Boe, det Øvrige da at være Hendes Arvinger hiem falden til at skiftes \Dem/ imellem, som Loven Dicterer.'

Del dette innlegget


Lenke til innlegg
Del på andre sider
Gjest Arnfrid Mæland

Men da skulle hun vel være gravlagt på kirkegården? Hva skjedde med liket fra det ble funnet 4. september og til det evt kom i jorden. Ble det brent? (Kanskje dere synes jeg spør dumt, men dette vet jeg faktisk ikke)

Del dette innlegget


Lenke til innlegg
Del på andre sider
Gjest Svein Arnolf Bjørndal

Jeg kan ikke huske å ha hørt om kremering fra denne tiden.Jeg heller til at hun rett og slett er uteglemt fra kirkeboken - det hendte jo av og til. Når flere døpte beviselig er uteglemt, skjedde det ganske sikkert enda oftere med de jordfestede. Selve begravelsen var jo ellers en privat sak, og jordfestelsen kunne skje lang tid etterpå, opptil en måned eller mer, har jeg sett.

Del dette innlegget


Lenke til innlegg
Del på andre sider
Gjest Arnfrid Mæland

OK, jeg får slå meg til ro med det da, men det gikk altså 7 uker fra hun ble funnet i sjøen og til 'dommen' kom, om gravferd i kristen jord. Det var da vel svært mye.

Del dette innlegget


Lenke til innlegg
Del på andre sider

  • Hvem er aktive   0 medlemmer

    Ingen innloggede medlemmer aktive

×