Gå til innhold
Arkivverket
Grete Singstad

En julefortelling fra Oppdal 1743 – «Fortællingen om Bolla-Ola» – En vandrehistorie?

Recommended Posts

Grete Singstad

I boka JUL. Allesjælestiden Hedensk, Kristen Julefest fra 1904 (side 155-157), skannet av Lars Ove Wangensteen, kan man lese fortellingen om Bolla og sønnen Ola, som kom vandrende til gården Barstad i Oppdal i 1743:

 

FORTÆLLINGEN OM BOLLA-OLA.

 

«I et dyrtidsår, sagtens 1743, da sult og sot gik hærjende gennem de gudbrandsdalske bygder, tyede dølerne i store skarer over Dovrefjæld for at finde livsophold i de trondhjemske dalfører, hvor tilstanden var noget bedre.

 

På gården Barstad i Opdal boede dengang en bonde ved navn Paal, der var ligeså bekendt for sin velstand, som berygtet for sin gerrighed og sit hårde hjærtelag.

 

I julekvælden kom en dølejente tilgårds. Stor og stærkvoksen var hun, men på fjældet havde hun haft hårdt vejr, så hun var helt forkommen af sult og kulde. På ryggen bar hun en gutunge, hvem hun havde slæbt den hele vej. Hun kaldte sig Bolla og bad om mad og husly. Den sølvknappede bonde snakkede vel noget om fyrkjer og landstrygerpak, men siden det var en hellig juleaften, kunde han ikke godt nægte hende tag over hovedet og varme. Mad fik hun også til sig selv og barnet, men den fik hun i hundekoppen.

Den næste dag var Bolla så usel, at hun ikke kunde tænke på at drage videre, og jo længere det led ud i julen, desto dårligere blev hun, og inden helgen var omme, grov man hendes grav lige indenfor muren på Opdals kirkegård.

 

Den moderløse gut, som hed Ola, og som efter moderen kaldtes Bolla-Ola, da ingen vidste hans fadersnavn, blev på Barstad, indtil han var vokset til. Han havde vel aldrig vidst af bedre dage at sige, og han syntes derfor, han havde det godt i alle måder, skönt der vankede nok både af slag og onde ord. Kun engang imellem, når han våd og sulten kom hjem fra sit hyrdearbejde, kunde der komme over ham en smule mismod. Bestandig måtte han vente på sin mad, indtil gårdshunden havde ædt. De åd jo af samme kop.

 

Bolla-Ola kom siden ud i bygden at tjene. Stor og stærk var han, og det syntes som lykken föjede ham i alt. Mere end én gårdmandsjente kastede sine öjne på den stoute gut, og mere end én höjættet bonde vilde gerne haft ham til måg, endda han var kommen af fantestien. Den eneste, der ikke kunde fordrage ham, var gamle Paal på Barstad. Da bar det så til, at Paals datter, som var indgiftet på gården Loe, blev enke, og Bolla-Ola kom did som husbondskarl for at styre bruget for hende. Og om ikke ret lang tid blev Ola gift med enken, skönt Paal ikke likte partiet. Men bygdefolket mente dog, at Bolla-Ola ej var den, der gjorde det bedst af de to, om det skulde komme derpå an, endda der ikke var noget at sige på enken i nogen måde.

 

Da gamle Paal havde knurret af sig den værste harme, gik det op for ham, at fantegutten ikke var som verst måg endda, og snart var der ingen måde med, hvor vel han vilde göre det for ham på sin vis. Julen efter kom Bolla-Ola og hans kone som gæster til Barstad, men den gang fik Ola en hel anden modtagelse, end da han for år tilbage kom til gårds i sin moders følge, minderne steg op i hans sind, og han var tavs eller fåmælt. Paal tog ham med en godslig spøg i armen for at få ham til at sætte sig ind ved kvældsbordet, men Ola sagde: «kanske jeg også i kvæld skal få mad af hundekoppen?»

 

Fra hans börn nedstammer en stor og vidtforgrenet slægt der er höjt anset i egnen, og som har fået stamfaderens störrelse og styrke i arv. «Han er af Bolla-Ola ætten» er udtryk for, at han er en vakker, retsindig og brav mand, i alle henseender.»

------------------------------

 

Hvor mye som er sant i denne fortellingen kan diskuteres, det meste er vel en vandrehistorie – en «Askeladden-fortelling». Jeg kunne i alle fall ikke finne noen «fantekjerring» gravlagt i Oppdal rundt årsskiftet 1743-44.

Kjenner noen til denne Bolla-Ola, har han eksistert? Eller kjennes lignende fortellinger fra andre kanter av landet? Mener jeg har lest noe lignende fra Gudbrandsdalen, men husker ikke hvor.

Endret av Grete Singstad

Del dette innlegget


Lenke til innlegg
Del på andre sider
Idar Kaare Loe

Her er en lignende hendelse: "Bogevollstuggu var en husmannsplass under Bogevoll. Erik Olsen Bogevoll f.1726 og kona Marit Olsdtr f. 1739 bodde på rommet ved folketellinga i 1801. Dei hadde ikke born sjølve, men hadde fostersonen Ole Knutsen f. 1790 hos seg. Mor til Ole kom bærende med den nyfødte guten over Dovre-fjell, fra Lesja eller fra Lom, i ei neverskrukke på ryggen. Der låg guten i ein hossostubbe.

Erik og Marit tok guten til oppfostring. Mora reiste heimat og ingen veit no meir om ho". (Ref. Meldal Bygdebok. Bind 4, side 274.) Videre forteller Bygdeboka at Ole var en spesiel kar som i hele sitt liv gikk i "knappbukse" og topplue. Han er forøvrig min 2 x tippoldefar. Han hadde en "ungdomssynd", ei datter, ble senere gift og fikk åtte barn med kona Dordi OlsDatter Djupa.

Endret av Idar Kaare Loe

Del dette innlegget


Lenke til innlegg
Del på andre sider
Håkon Moen

I følge både ny og gammel bygdebok for Oppdal eksisterte både bonden Pål på gården Barstad i Båggåstranda og "Bol-Ola" som bodde på en av Lo-gårdene i Drivdalen, men riktignok omtrent 50 år senere enn i fortellingen.

Del dette innlegget


Lenke til innlegg
Del på andre sider

Opprett en konto eller logg inn for å kommentere

Du må være et medlem for å kunne skrive en kommentar

Opprett konto

Det er enkelt å melde seg inn for å starte en ny konto!

Start en konto

Logg inn

Har du allerede en konto? Logg inn her.

Logg inn nå

  • Hvem er aktive   0 medlemmer

    Ingen innloggede medlemmer aktive

×

Viktig Informasjon

Arkivverket bruker cookies (informasjonskapsler) på sine nettsider for å levere en bedre tjeneste. De brukes til bl.a. skjemaoppdateringer og innlogging. Bruk siden som normalt, eller lukk informasjonsboksen for å akseptere bruk av cookies.