Gå til innhold
Arkivverket

Tilsvar 1816


Christer Lundquist
 Del

Recommended Posts

Dette er jo rene røverromanen! Her kommer de tre første sidene:

Contra-Deduction og Paastandsskrivt for Hr Pastor Herlofsen, i den Sag Hr Løitnant og Ridder Jens Ziegler, under Navn af Lavværge i hans Svigermoder Generalinde Schleppegrells Navn har anlagt mod ham, om Pladsen Stokkeschov. -
Motto:
Naar man indsøge vil en Gaard,
bør man først vide hvor den staar.
Dernæst sin Hjemmel at producere;
men aldrig nogen paa Slump gravere.

ad Præliminariæ

J vore Dage, da man fra alle Verdens Kanter, udbasuner den menneskelige Fremgang i Oplysning, seer man tvert imod daglig, at den Leveregel, der er Grunden til al sand Moral, (og som en Socrates, vi betitler med det foragtelige Navn af Hedning, for et Par Tusinde Aar siden Lærte) ei at handle anderledes mod andre, end vi selv ville behandles, bliver som oftest af Begjerlighed, ei allene tilsidesat, men man seer endog, til Vanære for Menneskeheden, hvorledes Een og anden undertiden, gaaer saavit i sin Ondskab, at de ligesom gjør sig en Sjæleglæde af, naar de kan finde en Leilighed til at betale Got med Ondt; og naar da dette indtræffer, i en hederlig Familie, der forhen har levet glad og fornøjet sammen, bliver Følgen altiid dobbelt smertelig, for den uskyldig fornærmede, især naar han er en retskaffen Mand, og er overbeviist om, at have handlet ædelt. - At Hr Herlofsen siden han blev gift med en Datter af Generalinde Schleppegrell, har været som en Fader, ei allene for hende og hendes Børn, men endog for hendes Søster, og Fosterbørn, er saa notorisk, at del vel aldrig drister sig til at nægte det; thi aldrig saasnart havde hans Svigermoder afstaaet Brunlaug Gaard, før han tog hende og Datter, med hendes Søster og Fosterdøttre i sit Huus, hvor de ei allene havde alting billigt, men han kjøbte endog et Huus for denne Søster paa Torstrand, der kostede ham mange Tusinde: ja hans ædelmodighed gik endog saavit, at da hans Kones Søster blev gift med Hr. Løitnant Ziegler, skjænkede han hende ei allene hans Kones Fædrene Arv, som var 1775 r. 32 s. dC., men endog al den Arv hans Kone kan tilfalde efter hendes Moder, som sees af dennes egenhændige Brev af 24 Augustii 1814, som herved fremlægges til Actens Jndlemmelse under No. 1. - Til Belønning for alle disse Velgjerninger, har Pastor Herlofsen, saa længe denne Familie var i hans Huus, ei allene maattet fordøje mange Ærgelser og Fortredeligheder, men som denne saa besynderlige Sag viser, oven i Kjøbet dermed, tragter efter, at sværte og Chicanere ham, og det i en opspunden Sag, en Grotius selv, neppe ville være i Stand til at give det rette Navn. Thi spørger man: Hvad heder denne Sag? Kan ingen derpaa svare, da det er ingen Odels- ingen Ejendoms- ingen Arvefæste- ingen Bygsel- eller Rødningsretssag, men en Plads som tilhører Grevskabet, og Herlofsen er hjemlet til Brug, som Løitnant Ziegler alligevel under en Lavværges Kaabe skjuler sig med at vil indtale i hans Svigermoders Navn, jeg beklager, ei kan undgaaes, at prostitueres, da jeg siden naar jeg kommer til Beviserne, skal bevise, at Generalinden hverken under Navn af Præstationer, Æqvivalent, eller noget andet Navn, ved Brunglaug Gaards Afstaaelse, har faaet mindste Ret til denne Plads, og derfor og som det synes, paa en ligesaa umoralsk, som Lovstridig Maade, er bleven forledet til, at lade sit Navn misbruge i denne opdigtede Sag, til hvis Historie jeg nu
ad Generalia
vil begive mig. - Citanten siger i hans Jndlæg: at Sagens Historie sees af hans Jndkaldelse til Forligelseskommissionen, og hans Stevning, og derfor anseer ufornøden, at igjentage den. Nej min Hr Citant, det De har anført i Deres Jndkaldelse, at Herlofsen uberettiget har anmasset sig Stokkeschov, da den tilhører Deres Svigemoder: At hun maatte taale mange Bitterheder, og tie, saalænge hun var i hans Huus; og at hun desaarsag ei allene maatte forlade hans Huus, men den hele Egn, hvor hun havde tilbragt hendes bedste Dage, er lutter usandheder. Hvorledes troer da Citanten, at han vil indbilde noget Menneske, at denne ligesaa usandfærdige, som mod Hr Herlofsen, skammelig Ærekrænkende Bagvaskelse, er Sagens Historie? Er Hr Herlofsens honette Opførsel mod hans Svigemoder og hendes hele Familie, ikke allerede (skjøndt flere Beviser skal følge) i det ovenanførte præliminarie beviist? Jeg vil derfor her ei længere opholde mig ved disse skændige Sarcasmer, hvormed denne Jndkaldelse er broderet, men derimod, saavelsom alt det øvrige, af samme Suurdei, reserverer det fornødne forinden jeg slutter. Sagens Oprindelse og Historie, som jeg i det væsentlige med Documenter herefter skal bevise, er denne:
J Foraaret 1810, resolverede Generalinde Schleppegrell sig til at ville afstaae hendes i Bøgselhavende Gaard, Brunlaug til Grevskabets Afbenyttelse, formodentlig fordi hun indsaae, at hun som en gammel Kone, ei kunne bestyre saa stort et Brug, men var bedre tjent med noget vist aarlig. Om hun selv havde fattet denne Resolution, eller nogen anden havde tilraadet hende dette, vides ikke, men med Pastor Herlofsen havde hun derom ikke raadført sig, men først efter at hun havde bestemt sig til denne Afstaaelse, aabenbarede hun Herlofsen samme, tilligemed Vilkaarne, hun opgav skulle være disse: 1, En aarlig Pension af 600 rd dC., 2, 3000 Rdr for hendes Huse paa Gaarden, 3, Huusvær for hendes Søster Frue Bing, og 4de aarlig 20 Favne Brænde, og derpaa bad ham, at han paa hendes Vegne ville tale med Vedkommende, om de med hende ville indgaae denne Contract? Efter denne hendes Anmodning, talte da Herlofsen strax med Bergraad Petersen, men ved denne Samtale, foruden det øvrige bnt., paastod han den aarlige Pension, skulle være 1000 rd., som Bergraaden syntes, ei var ubilligt, hvormed da og Samtalen mellem dem, om bemt. Afstaaelse, og for den Gang blev sluttet, med Løfte af Petersen, at forestille Rente-Kammeret samme. Men i det samme Herlofsen ville gaae, faldt det ham ind at spørge Petersen: om han ikke meente, at det var gjørligt, at han for sig, ved denne Leilighed, kunne faae en liden Jordvej? Hvortil denne svarte: at dette torde vel ikke være saa umueligt. Næste Morgen indfandt Herlofsen sig hos Generalinden, og fortalte hende fornt. Samtale med Petersen, og lod hende vide, at han for hende, istedet for 600 rd aarlig havde paastaaet 1000 rd: og at han ved denne Leilighed, desuden for sig selv, havde anmodet Petersen, om en liden Jordvej for seig selv, han og fik Haab om;

Lenke til kommentar
Del på andre sider

Side 4 og 5:

og derfor nu i hendes Søster, og begge hendes Plejedøttres, samt hendes egen Datter Frue Zieglers Overvær spurgte om hun havde noget imod, at han ved denne Leilighed, kunne faae en liden Jordvej for sig selv? Hvortil hun svarte Nej, men tvert imod, at det skulle være hende en sand Fornøjelse, om han kunne opnaae hans Ønske. Hvorpaa hun, paa Grund af denne mundtlige Aftale, og at hun som meldt, havde intet imod, at Herlofsen ved denne Leilighed, kunne erholde en Jordvej for sig selv, meddeelte ham en uindskrænket Fuldmagt, at handle med Vedkommende for hende, om forn. Brunlaug Gaards Afstaaelse. Men da denne Afstaaelses-Kontrakt, skulle afhandles med Rente-Kammeret i Khvn., var det ikke Herlofsen mueligt, uagtet han derom, Tid efter anden gjorte Erindringer, at faae dette Kollegium til at gjøre Ende paa denne Handel, før i Aaret 1812, da Grev Wedel endelig blev overdragen den 13 April d. A., med Herlofsen, og de flere, at slutte forn. Kontrakt. Over denne lange Henstand af 2 Aar, yttrede Generalinden ei allene ofte Længsel efter Rente-Kammerets Beslutning, men endog Bekymring, at blive forvisset om hendes Søster blev tilstaaet frit Huus, paa Brunlaug; hvorpaa Herlofsen, naar hun opkastede disse Tvivlsmaal, svarede hende, at hun derom skulle være ubekymmert, da han nok skulle sørge for hende, som han og ærlig opfyldte. Ved denne og deslige mellem dem, ofte igjentagne Samtaler, spu[rg]te Herlufsen en Dag Generalinden, om hun slet ingen mindre Jordvej attraaede, saasom Stokkeskov? Hvortil hun svarte bestemt Nej. Og da han som meldt, forhen havde talt med Bergraad Petersen, om en Jordvej for sig selv, tilskrev han Grev Wedel, om han deri ville see hans Ønske opfyldt, som denne og i hans Svar den 13de Oct. 1811 gav hand Løfter om, der siden med de flere under Beviserne, skal blive fremlagt. Jmidlertiid under forn. Henstand, forestillede Herlofsen, Generalinden: at da Pengene bestandig blev slettere, syntes han nu hun var best tjent med, at forblive paa Brunlaug, og der forbeholde sig Huus med Hauge, og Jordvej til 1 Hest, og 2de Køer, hun da og bad ham gjøre Forestilling om, men dette blev aldeles afslagen. - Endelig efter 2 Aars Forløb, kom da Grev Wedel her til, som af Rente-Kammeret var overdragen, at slutte Kontrakt med Hr Herlofsen paa hans Svigemoders Vegne om forn. Brunlaugs Afstaaelse; hvor da disse i Bergraad Petersen, og Amtsforvalter Falches Overvær, her i Laurvig, oprettede Afstaaelses-Kontrakten, den 13de April 1812, og af Kongen confirmeret, den 22 July s. A. saaledes som samme udviser, og herefter bliver fremlagt. - Da Hr Herlofsen som meldt, imidlertiid havde faaet Løfte om, at faae en Jordvej, og det nu ved denne Leilighed blev bestemt af Grev Wedel, at det skulle være Stokkeskov, som dog Herlofsen ei paa anden Maade ville modtage, end at de derpaa boende Folk, blev forsynet med en anden Jordvej, Grev Wedel paalagte Amtsforvalteren at sørge for, saa for at Herlofsen ei skulle behøve andet Hjemmelsbrev for Pladsen, blev ham ved Kontraktens Skrivning tilspurgt: om hans Navn, allene, eller hans Svigemoders tillige, skulle staae for denne Plads? Uden at kunne tænke sig, de ubehagelige Følger, denne Sag desangaaende, nu foraarsager ham, betænkte han af lutter Nidkjerhed for hans Svigemoder, at da det kunne være mueligt, at han og hans Kone kunne døe før hende, ville han, at hun i dette Tilfælde, kunne nyde Frugten deraf, naar hendes Navn tillige blev indført, og derfor begjerte, at hendes Navn tillige maatte indføres; hvorfor Beviserne siden Følger. Havde Herlofsen ikke her, som i alt øvrigt, været saa øm for hans Svigermoders Vel, kunne han jo have svaret: Pladsen er overdraget mig og min Kone, min Svigemoders Navn har der intet at bestille. Desuden kunne han jo have forlanget et Bøgselbrev derpaa, der ei var bleven ham nægtet; men alligevel, uagtet Herlofsen mangfoldige Gange har spurgt hans Svigemoder: om hun ønskede sig denne Plads, eller om hun havde noget imod, at han fik den, og hun bestandig til begge, har bestemt svaret Nej, er dog Citanten i hendes Navn, og tvert imod hendes egen Haand, saa dristig, at han i Jndkaldelsen siger at hun vidste intet om Kontraktens Jndhold, før i Slutningen

Lenke til kommentar
Del på andre sider

Side 6 og 7:

af Aaret 1813, da dog Herlofsen i den hele Affaire, aldrig gik et Skrit, uden for det hun samtykte i. Og jeg maa vel spørge: Hvorledes kunne hun hæve hendes Præstationer af Brunlaug fra 13 April 1812, til sidst i Aaret 1813, naar hun ei vidste dens Jndhold? Jo! Dermed forholder det sig saaledes: Da denne Kontrakt i en Hast, efter Gr. Wedels Forlangende, blev skreven af Amtsforv. Falch, og nedsendt til Rente Kammeret, fik ingen deraf Copia, før Bergraad Petersen til Efterretning, derfra fik en Gjenpart; hvoraf han da meddeelte Generali[n]den en Copia; fra hvem Herlofsen da siden og fik en Afskrivt, og just derfor ei heller før kunne meddele Generalinden anden Oplysning, end den Mundtlige. - Og end vidre maa jeg spørge: at naar det var Generalinden om Jordvej at gjøre, hvorfor blev hun da icke paa Brunlaug, og der forbeholdt sig lidet, og meget efter Behag, da der var jo ingen der tvang hende til at afstaae den? Dertil har hun gjentagne Gange, svaret: fordi hendes Alder og Svaghed ei tillod hende at befatte sig med noget Jordbrug, og alligevel vil Citanten bilde Folk ind, at hun nu attraaer denne Plads, og det saavel for hendes egen, som hendes øvrige Børns skyld, ret ligesom det var en Ejendom, hende tilhørende, der kunne komme til Deling mellem dem, efter hendes Død. - At dette anførte, er det væsentligste af Sagens sammenhængende Tildragelse, skal jeg nu
ad specialia
bevise med følgende Documenter; men forinden jeg Citerer disse, vil jeg ikke undlade, at melde: at jeg i Sagens forige Session, var sindet, at udstæde en Contra-Stevning, og føre Vidner, til destomere Overbeviisning, om Hr Herlofsens uegennyttige Handlemaade mod hans Svigemoder, og Familie; men da jeg nu har erholdet de fornødne authentiqve Documenter, til uden Vidner, at afbevise Søgsmaalet med, har jeg med Hr Herlofsens Samtykke, for at forskaane Generalinden, saameget mueligt for at blive prostitueret, ei villet føre Vidner, da det af det anførte, saavelsom af det følgende, tydelig vil erfares, at hun ufeilbar maa være bleven forledet til, at lade sit Navn bruge. Og da jeg af de Documenter jeg har at fremlægge, forhen har benævnt No 1, til Jndlemmelse i Acten, skal jeg derimod bede, at de følgende i sin Tid, in Originali, maa blive Acten vedhæftet, nemlig:
No 2, Generalinde Schleppegrells Fuldmagt til Pastor Herlofsen, om paa hendes Vegne, at handle med Vedkommende om Brunlaug Gaards Afstaaelse, der viser hun har overladt denne Handel til hans Gotbefindende. Dateret 29 July 1810. -
No 3, Hr Greve Wedel Jarlsbergs Brev (som er et Svar paa Hr Herlofsens Skrivelse) hvori han giver Herlofsen Løfter om, at faae en Jordvej. Dateret den 13de Oct. 1811. -
No 4, Kontrakten mellem Hr Greve Wedel Jarlsberg, paa Rente-Kammerets Vegne, og Hr Pastor Herlofsen, paa hans Svigemoder Generalinde Schleppegrells Vegne, angaaende Brunlaug Gaards Afstaaelse. Dateret den 13 April 1812, og den Kongelige Confirmation af 22 July s. A. -
No 5, Herolofsens Reqvisition til Generalinde Schleppegrel, hvori hun erklærer: at hun frabeder sig al Jordvej, og in specie Stokkeskov, tillige deri tilstaaer: at hun er fuldkommen vidende om, at Herlofsen har brugt Stokkeskov, som hans Ejendom etc. Dateret 10de Martii 1813. -
No 6, Generalinde Schleppegrell og Lavværge Adm. Fabricii Erklæring, hvori hun erklærer: at hun hverken paa egne eller hendes øvrige Børns Vegne har nogen Ret til Pladsen Stokkeskov, uagtet hendes Navn derom, tilligemed Herlofsens findes indført i Contracten om Brunglaugs Afstaaelse. - Dat. 11te Martii 1813. -
No 7, Herlofsens Notarial-Tilbud, til Generalinden, da han var bleven indstevnt til Forligelseskommissionen, der uagtet, forn. hans fuldkomne Hjemmel, viser hans Føjelighed mod forn. hans Svigemoder, for paa begge Sider, at kunne have undgaaet denne ubehagelige Familie-Proses, men af Citanten ei er bleven antaget; hvorfor Herlofsen nu ei heller vil vedstaae samme, men vil at Lov og Ret skal adskille Trætten. Dat. 11te Janv. 1816. -
No 8, Herlofsens Reqvisition til Regimentsqvartermester Zimmer, hvori han forlanger denne Svar: om det er sandt, at han har sagt til Løitnant Ziegler, at den Tilstaaelse Generalinden under 11te Martii 1813 har meddeelt Herlofsen, var hende aftruet? Hvortil han svarer Nej. Dat. 11te Marti 1816, -
No 9, Herlofsens Reqvisition til Bergraad Petersen, af hvis Svar sees, at Herlofsen ved Brunlaugs Afstaaelse, saa

Lenke til kommentar
Del på andre sider

Side 8:

velsom før har anholdt om Jordvej for sig selv, men ei for Generalinden, da hun ønskede derfra at blive entlediget. Dat. 29 Febr. 1816. -
No 10, Herlofsens Reqvisition til Amtsforvalter Falch, hvis Svar viser, at Herlofsen af Grev Wedel har faaet Pladsen Stokkeschov, og at Generalinde Schleppegrells Navn i Afstaaelses-Kontrakten om Brunlaug, blev allene deri indført, efter Herlofsens Forlangende. Dat. 6 Martii 1816.
Med disse anførte 10 Lovgyldige Documenter, er da beviist:
1, Saavel Pastor Herlofsens Nidkjerhed for Generalindens Vel ved Brunlaug Gaards Afstaaelse, som hans Ædelmodighed mod den hele Familie. 2det at han under den hele Afhandling om forn. Gaard, hos Grev Wedel og Bergraad Petersen har anholdt om Jordvej for sig selv. 3die, at Generalinden har frabedet sig al Jordvej, og yttret Fornøjelse over, om Herlofsen ved Leiligheden om Brunlaugs Afstaaelse, kunne erholde nogen. 4de, at hun selv har erkjendt: at uagtet hendes Navn om Stokkeskov, findes indført i Afstaaelses-Kontrakten om Brunlaug, havde hverken hun, eller hendes øvrige Børn dertil nogen Ret. og 5te er det dermed beviist: at Herlofsen og Kone, og ingen anden, er bleven hjemlet, og overdragen, den herpaa søgte Plads Stokkeschov. -
Spørger man derfor: Paa hvad Grund er det da, at Løitnant Ziegler, i hans Svigemoders Navn, indsøger denne Plads? Dertil kan vel neppe med nogen Grund, svares andet, naar han vil vedblive Sandheden, end han ingen Grund har, men alligevel, for om ei at kunde vinde mere, saa dog derved, at kunne Chicanere og fortredige Herlofsen. At dette synes at være den sande Grund til Søgsmaalet, skal jeg her, ved kortlig at gjennemgaae de Beviser og Documenter Citanten er fremkommen med tilstrækkelig oplyse. -
1, Siger han i hans Jndkaldelse til Forligelseskommissionen, at Generalinden vidste intet om Kontraktens Jndhold om Brunlaugs Afstaaelse, for sidst i Aaret 1813, da dog hendes egen Tilstaaelse, som jeg har fremlagt under No 6, beviser det modsatte, og at hun efter Kontraktens 4de Post er berettiget til Stokkeskov, som Herlofsen uretmæssig har anmasset sig, hun for at have Fred, maatte tie med saalænge hun var i hans Huus, og som hun derfor og ei allene har maattet forlade, men den hele Egn; hvilket alt jeg noksom har beviist, er de skammeligste Opdigtelser der kan tænkes mod en retskaffen Mand.

Lenke til kommentar
Del på andre sider

Side 9 og 10 (dokumentet fortsetter åpenbart!):

2, Hvad angaaer det Vidnes Forklaring Citanten i Retten har ladet føre, nemlig Generalindens Brodersøn, Regimentsqtr. Zimmer, om hvad der mellem Parterne er passeret i en Familiesamling i Herlofsens Huus i Aaret 1814, da fortjener al den Snak dette Vidne har fortalt om denne Plads, intet andet Svar, end en general Benægtelse; thi hvorledes kunne denne Plads, som Vidnet kalder det, blive udelukket af et Boe, hvori den aldrig havde været indelukket, eller tilhørt?
3, At Contra-Admiral Fabricius, som han i det fremlagte Brev af 3die Febr. d. A. melder til Citanten, ikke nogen Tid har seet Afstaaelses-Kontrakten om Brunlaug, hvad gjør dette til Sagen, da den vel aldrig var bleven ham nægtet at see den, naar han havde forlanget det, jeg desuden ikke heller indseer hvorfor han skulle bekymre sig om, at see dette Documente, han ingen Deel havde havd i, at afslutte. Dog forekommer denne Attest mig besynderlig; thi om han ikke havde seet den, maa han dog vel have vidst dens Jndhold; thi hvorledes skal man ellers bedømme hans Underskrivt?
4, Hvad den fremlagte Extract af Herlofsens Brev til Generalinden angaaer, da handler dette jo ikke om andet, end Herlofsen spørger hende om hvor det Stokkeskov er, hun nu moverer om, og fremkomme med den Ret hun har dertil, han ei veed, siger intet. -
5te Afstaaelses-Kontrakten, om Brunlaug, som han og har fremlagt, formoder jeg da skal være den Basis hvorpaa han fornemmelig bygger hans hele Forhaabning, siden han deraf har allegeret dens hele 4de Post, hvori der tales om Pladsen Stokkeskov, og Generalindens Navn tilligemed Herlofsens er nævnt. Men da jeg i mit forige tilstrækelig har beviist: at hendes Navn allene efter Herlofsens Forlangende deri, at forhen meldte Aarsag, blev indført, saa er denne Kontrakt ham til ligesaa liden Styrke for hans Paastand, som alt det øvrige han er fremkommen med, og derfor og benægtes. - Hvorefter jeg da for det 6te kommer til Citantens skamløse og frække Paastandsskrivt, hvis Hovedindhold, gaaer ud paa: 1, Herlofsen som Lovværge for Generalinden, ei paa hendes Bekostning kunne tilvende sig nogen Fordeel. 2det at Generalinden, allene under den Forudsætning, at Herlofsens hende meddeelte Oplysning, om Afstaaelses-Kontrakten om Brunlaug, var rigtig, havde meddeelt ham hendes Tilstaaelse, om, a[t] han, men icke hun havde Ret til Stokkeschov, men da Oplysninger ere Falske, saa formener han hun tilkom Pladsen efter Kontrakten, men ikke Herlofsen, som alle[ne] et Falsk Foregivende, som han kalder det, har banet Vejen til Pladsen, og 3die, at Generalinden ei kan Renoncere paa denne Plads, siden hun har flere Børn. - Hvad den 1ste Punkt angaaer, da maa jeg vel spørge min Hr Løitnant, hvad det er for en Fordeel Herlofsen har tilvendt sig paa hans Svigemoders Bekostning? Herlofsen er i det mindste uvidende derom. Skulle Citanten dermed mene Stokkeskov, bliver den Syllogismus han deraf vil formere, nok ligesaa contraditorisk som hans hele Logic er i en Deel af det øvrige; thi i Fald dette er hans Mening, maa jeg vel spørge: Hvad er det Generalinden har tabt, ved Herlofsen har faaet denne Plads? Jntet. Da hun for Herlofsen opgav Vilkaarne, hvorpaa hun ville afstaae Brunlaug, betingede hun sig jo hverken denne Plads, eller anden Jordvej, fordi hun indsaae hun var for gammel, og ei længere kunne befatte sig med sligt. Desuden har jo Herlofsen ved denne Afstaaelses-Kontrakt, skaffet hende dobbelt saameget i aarlig Pension af Brunlaug, som hun selv forlangede; følgelig har hun da ikke heller tabt noget ved, at Herlofsen har faaet Stokkeskov, jeg i al Fald provocerer Citanten at bevise hvori hendes Tab bestaaer Herlofsen har forvoldet hende, eller i Mangel deraf, har debiteret en fornærmlig Usandhed. - J Henseende til den 2den Post, hvori Citanten formener, at Generalinden ei er pligtig, at vedstaae hendes med Lovværge, under 11te Martii 1813, afgivne Erklæring siden den, som han siger, er grundet paa den Oplysning Herlofsen havde meddeelt hende om Brunlaugs Afstaaelse, var rigtig, men da denne Oplysning er befunden at være Falsk, og at det allene er efter Falsk Foregivende han har tilvendt sig Pladsen, saa formener han, at hun i Følge Kontrakten, men ikke han, er berettiget til Pladsen. Jeg maa da spørge Hr Løitnant Ziegler (som den der saavel har underskreven dette Jndlæg, som Jndkaldelsen og Stevningen, og følgelig derfor og bør staae Herlofsen til Ansvar for hvad han skriver) hvori bestaaer den falske Oplysning, og det falske Foregivende, Herlofsen skal have meddeelt Generalinden? jeg skal efter Herlofsens Forlangende, have ham provoceret til at bevise denne Ærefornærmlige Beskyldning, eller i Mangel deraf, blive anseet som en Løgner; thi at debitere saa grove ærerørige Fornærmelser, uden Beviis, især af en Mand, der vil ansees for, at være ophøjet over Pøblen, er en Skændighed, Herlofsen...

Lenke til kommentar
Del på andre sider

Dette må vi få med, vet du!

for hans Æres skyld ei kan stikke i Lommen. Og jeg maa vel spørge: Hvorfor erkyndigede Generalinden, og hendes Lovværge sig ikke i Forvejen, forinden de meddeelte Herlofsen det ben. Beviis, om den Oplysning hun havde faaet var rigtig? Denne havde jo været let at faae, enten hos Grev Wedel, eller Bergraad Petersen. Nu bag efter, synes det, at det er icke Ziegler nok, at overøse Herlofsen med uforskyldte ærerørige Skjældsord, men endog vil prostituere Generalinden, og Lovværge, at de tvert imod 5 - 1 - 1 og 2 skulle fragaae hvad de har skreven. Og endelig hvad den 3die Grund angaaer, som han anfører, at Generalinden efter Loven, ei kan Renoncere paa den paasøgte Plads for hendes Børns skyld, da er den Grund lige saa usel og intetsigende, som alle de øvrige; thi vel gaaer Søgsmaalet ud paa, at vindicere denne Plads, ligesom det havde været Generalindens Ejendom; men den er jo ikke Ejendom, men allene, som forhen er sagt, en Bøgselgaard, der tilhører Laurvigs Grevskab, og som Generalinden aldrig har ejet det mindste i. Hvorledes kan den da enten tilhøre hendes Boe, eller hendes Børn som ikke dertil har nogen Ret? Efter den sunde Fornufts Logic, kan vel icke svares andet, end da den herpaa søgte Plads Stokkeskov, er en Bygselplads, Generalinden har aldrig ejet noget i, saa taber hverken hun, eller hendes Børn noget ved Herlofsen har faaet den. -
Vidre anseer jeg ufornøden at svare paa alt det ubeviselige Lapperie der er fremkommen fra Citantens Side, men allene benægter samme. Men derimod, da jeg med de forhen ben. fremlagte Documenter, fuldkommen har beviist Hr. Herlofsens Ret, til den ben. herpaa søgte Plads Stokkeskov, saa finder jeg mig og beføjet paa hans Vegne, desangaaende, at nedlægge følgende Paastand: 1, At Hr Pastor Herlofsen for Generalinde Schleppegrells, og Hr Løitnant Zieglers Søgsmaal, og Tiltale i denne Sag, aldeles i et og alt friefindes. 2det, At Løitnant Zigler, for ubeviislig, at have beskyldt Hr Herlofsen for en Falskner, ved den forventende Dom, efter Loven bliver anseet med Bøder, og at hans fornærmelige Udladelser saavel i Jndlæg som Jndkaldelsen bliver mortificeret, ei at komme Herlofsen til Præjudice paa Ære, gode Navn og Rygte i nogen Maade. 3die At Løitnant Ziegler tilligemed Generalinde Schleppegrell, for deres ubeføjet Søgsmaal, bliver anseet som temere Litigantis - og 4de At de Een for begge, og begge for Een, bliver tildømt at betale Herlofsen denne for ham saa kostbare Sag, med de mange Documenters Anskaffelse og Notarial-Forretninger, samt Sagfører Sallarium, med 600 Rbdr. N. V. Hvormed jeg under fornøden Reservation, indlader Sagen under Dom.
Laurvig den 28de Martii 1816.
Franck.

 

Lenke til kommentar
Del på andre sider

Takk igjen Else! Kan jeg få din adresse? Vil gjerne sende deg min siste bok som takk foreløpig. Kontakt meg på min epost christerlundquist@gmail.com hvis du ønsker.

Lenke til kommentar
Del på andre sider

Join the conversation

Du kan poste nå og registrere deg senere. If you have an account, sign in now to post with your account.

Gjest
Skriv svar til emnet...

×   Du har limt inn tekst med formatering.   Fjern formatering

  Only 75 emoji are allowed.

×   Lenken din har blitt bygget inn på siden automatisk.   Vis som en ordinær lenke i stedet

×   Ditt forrige innhold har blitt gjenopprettet .   Tøm tekstverktøy

×   You cannot paste images directly. Upload or insert images from URL.

 Del

  • Hvem er aktive   0 medlemmer

    • Ingen innloggede medlemmer aktive
×
×
  • Opprett ny...

Viktig Informasjon

Arkivverket bruker cookies (informasjonskapsler) på sine nettsider for å levere en bedre tjeneste. De brukes til bl.a. skjemaoppdateringer og innlogging. Bruk siden som normalt, eller lukk informasjonsboksen for å akseptere bruk av cookies.