Peder, halshogget i 1842

[Cecilie Bugge]

Jeg leter etter Peder Pederson Hagbøs begravelse. Han ble visstnok halshugget i Eidsvåg, Nesset, Møre og Romsdal, 29.januar 1842, men jeg finner han ikke i kirkeboka. Har jeg oversett noe?

Feil bok? Han ble gravlagt utenfor kirkegården, men han ble vel allikevel oppført i kirkeboka?

https://media.digitalarkivet.no/view/16038/49690/30

 

Han var min tipptippoldemors fetter - jeg kjenner historien ganske godt, bl.a fra Bjørnstjerne Bjørnsons nedtegnelser i historien "Et stygt barndomsminne".

Men hvis noen har lyst til å lete opp dommen er det gøy.

Mordet ble visstnok begått i 1840,

forhørene foretatt på Bjørnsons prestegård (Bjørnstjernes far var prest) på Nesset

og han ble halshugget to år senere, men det kan være feil.

Jeg har ikke forsøkt selv enda, men tar gjerne imot hjelp :)

[Sigmund Hope]

Ei skildring av saka er gitt av Torgrim Sørnes i boka "Ondskap - De henrettede i Norge 1815-1876".

[Tore S. Falch]

Ei skildring av saka er gitt av Torgrim Sørnes i boka "Ondskap - De henrettede i Norge 1815-1876".

 

Det er riktig. På side 226-233 kan vi lese historien om gårdmannssønnen Peder Pedersen Hagebøen (Hagbø) som i 1841 gjorde tjenestepiken Britt Knutsdatter gravid. Britt hadde fortalt om forholdet til sin husbonde, Peders storebror Iver, og lillebroren hadde da fått gjennomgå av Iver for at "han som Gaardmandssøn skulde have besvangret ei blot en Huusmandsdatter men tillige et uægte Barn" ( - Britt selv var født utenfor ekteskap), og av denne overhøvlingen ble Peder "bedrøvet og harm tillige". Peder la deretter sine planer, tok med seg en øks ut i skogen og sørget der for å treffe på Britt. Etter en opphisset samtale dem to imellom tildelte Peder henne mange økseslag inntil hun lå livløs og blodig på bakken. Deretter tok han henne med seg til en berghammer og kastet henne utfor et 30-40 meter høyt stup.

 

Senere samme dag ble hun funnet nede ved sjøen av to karer som kom roende ut Eresfjorden, og utrolig nok: Hun var fremdeles i live. Hun kunne fortelle at det var Peder Hagebøen som hadde gjort det, men bad om at "de maa ikke gjøre ham noe Ondt for det." Karene bar henne hjem til Hagebøen, der Peder fikk seg en for ham ubehagelig overraskelse. Peder nektet for ugjerningen, men skal ha innrømmet det for sin bror dagen etter. Britt ble ført til sykehuset på Molde der hun døde den 16.august.

 

Under rettssaken fastholdt han sin uskyld, men endret etterhvert sin forklaring og påberopte seg nødverge. Den 10.oktober ble Peder dømt til døden ved halshugging, og den 29.januar 1842 fant henrettelsen sted. På vei til retterstedet ble Peder budt på vin av Bjørnstjerne Bjørnsons mor Inger Elise (født Nordraak), og han tok seg en god slurk. Selve henrettelsen beskriver Bjørnson ganske upoetisk som "et hugg, akkurat som i en stor kålrabi".

 

---

 

Torgrim Sørnes' bok mangler kildehenvisninger, men hvis du henvender deg til ham, er jeg sikker på at du får oppgitt referanser til rettsprotokollene der rettssaken er referert.

Peders begravelse er ikke innført i kirkeboken for Nesset, men i dagsregisteret kan vi lese følgende i 1842:

 

Januar 23de. S. Septuagesima. Messefald i Erredsfjorden paa Grund af Uveir. Ogsaa var Tjenesten iforveien omberammet for det Tilfælde, at Sognepræsten vilde komme til at gjøre en Tour til Molde, i Anledning Morderen Peder Pedersen Hagbøen.

 

Januar 30te. S. Sexagesima. Messefald i Wisdalen paa Grund af Upasselighed efter Tildragelserne paa Retterstedet Dagen iforveien.

[Cecilie Bugge]

Tusen takk for svar og tips. Jeg har kontaktet forfatteren og du hadde helt rett - han har allerede sendt meg det han hadde. Gleder meg til å gå igjennom det!

 

cec

 

 

Det er riktig. På side 226-233 kan vi lese historien om gårdmannssønnen Peder Pedersen Hagebøen (Hagbø) som i 1841 gjorde tjenestepiken Britt Knutsdatter gravid. Britt hadde fortalt om forholdet til sin husbonde, Peders storebror Iver, og lillebroren hadde da fått gjennomgå av Iver for at "han som Gaardmandssøn skulde have besvangret ei blot en Huusmandsdatter men tillige et uægte Barn" ( - Britt selv var født utenfor ekteskap), og av denne overhøvlingen ble Peder "bedrøvet og harm tillige". Peder la deretter sine planer, tok med seg en øks ut i skogen og sørget der for å treffe på Britt. Etter en opphisset samtale dem to imellom tildelte Peder henne mange økseslag inntil hun lå livløs og blodig på bakken. Deretter tok han henne med seg til en berghammer og kastet henne utfor et 30-40 meter høyt stup.

 

Senere samme dag ble hun funnet nede ved sjøen av to karer som kom roende ut Eresfjorden, og utrolig nok: Hun var fremdeles i live. Hun kunne fortelle at det var Peder Hagebøen som hadde gjort det, men bad om at "de maa ikke gjøre ham noe Ondt for det." Karene bar henne hjem til Hagebøen, der Peder fikk seg en for ham ubehagelig overraskelse. Peder nektet for ugjerningen, men skal ha innrømmet det for sin bror dagen etter. Britt ble ført til sykehuset på Molde der hun døde den 16.august.

 

Under rettssaken fastholdt han sin uskyld, men endret etterhvert sin forklaring og påberopte seg nødverge. Den 10.oktober ble Peder dømt til døden ved halshugging, og den 29.januar 1842 fant henrettelsen sted. På vei til retterstedet ble Peder budt på vin av Bjørnstjerne Bjørnsons mor Inger Elise (født Nordraak), og han tok seg en god slurk. Selve henrettelsen beskriver Bjørnson ganske upoetisk som "et hugg, akkurat som i en stor kålrabi".

 

---

 

Torgrim Sørnes' bok mangler kildehenvisninger, men hvis du henvender deg til ham, er jeg sikker på at du får oppgitt referanser til rettsprotokollene der rettssaken er referert.

Peders begravelse er ikke innført i kirkeboken for Nesset, men i dagsregisteret kan vi lese følgende i 1842:

 

Januar 23de. S. Septuagesima. Messefald i Erredsfjorden paa Grund af Uveir. Ogsaa var Tjenesten iforveien omberammet for det Tilfælde, at Sognepræsten vilde komme til at gjøre en Tour til Molde, i Anledning Morderen Peder Pedersen Hagbøen.

 

Januar 30te. S. Sexagesima. Messefald i Wisdalen paa Grund af Upasselighed efter Tildragelserne paa Retterstedet Dagen iforveien.

 

[Jenny Dahl Bakken]

De bøkene om henrettede er forøvrig svært fascinerende lesning! Noe er svært tragiske skjebner - blant annet søsknene som dømmes til døden for utuktig omgang, eller kvinnen som dømmes til døden sammen med sin bror fordi hun drepte sin voldelige ektemann. Falt ikke innenfor nødverge fordi dette skjedde "mellom episoder" / i frykt for at han ville gjøre noe igjen / drepe henne, om jeg forsto det riktig. Hun fortalte hva som hadde skjedd til sin bror, og de to rodde ut på fjorden for å kvitte seg med våpen og lik. Begge to ble dømt. Annet er langt mer grøssende - mord begått i kaldt blod og overgrep (kunne også lede til dødsstraff om det var alvorlig nok) som ble ganske utførlig beskrevet i boka. 

 

Syns det er god lesning både for å få klarhet i mistenktes rettigheter, hvordan den juridiske prosessen foregikk, og for å lære om selve tida gjennom beskrivelser av livene til de involverte. Lærer også mye om rettssystemets underfundigheter - i saken om overgriperen måtte for eksempel presten eller andre vitne om at ofrene var 'ærbare qvinder', med andre ord var hvorvidt det ble definert som overgrep gjerne definert ut fra kvinnenes oppførsel og rykte. Ikke så ulikt i dag, dessverre, selv om det i dag er uformelt og mer sporadisk. I tillegg ser man hvordan fattige eller hjemløse ble beskrevet, på ganske provoserende vis sett med dagens øyne.

[Gunnar Sigdestad]

Akkurat den historia om at den dødsdømde skulle ha fått vin hjå Inger Bjørnson, er vel litt tynn, eller er det beskreve i samtida?

[Tore S. Falch]

De bøkene om henrettede er forøvrig svært fascinerende lesning!  

 

Fascinerende på en måte, ja - men også dyster lesning som bør foretas porsjonsvis. Historiene forteller først og fremst om dypt ulykkelige skjebner, bunnløs fattigdom og elendighet, desperasjon hos ugifte mødre, klasseskiller og - sett med vår tids øyne - samfunnets ubarmhjertige behandling av og reaksjon overfor dem som trådte utenfor.

 

Bøkene det er snakk om, er:

Ondskap -  De henrettede i Norge 1815-1876

Uten nåde - De henrettede i Norge 1783 - 1814

Mørkets gjerninger - De henrettede i Norge 1772-1782

 

Her er en oversikt over alle henrettede i disse periodene.

 

Torgrim Sørnes has også skrevet boken Bøddel som handler om skarpretteren Mathias Fliegenring (1685-1729).

 

 

 

Akkurat den historia om at den dødsdømde skulle ha fått vin hjå Inger Bjørnson, er vel litt tynn, eller er det beskreve i samtida?

 

Ja, dette er beskrevet av et vitne, nemlig Inger Elise Bjørnsons sønn Bjørnstjerne. I fortellingen "Et stygt barndomsminne" (1889) skriver han bl.a. 

Mor, der hadde vært så snill med ham og hadde fått hans takk for det, hadde nå sendt med flaske vin, som han skulle styrke seg på; første gang min lærer rakte ham den, så han på prestene, han ville vite om det ikke var synd. Min far nevnte Paulus's råd til Timoteus, og straks drakk han seg en god slurk.

Endret Februar 6, 2017 av Tore S. Falch

[Jenny Dahl Bakken]

Jeg er enig - noe jeg også skrev i mitt innlegg. Heldigvis har rettssikkerheten kommet lengre enn den gang.

Historiene jeg viste til, er i "Uten nåde", som er den jeg har.

[Luxane]

Et stygt barndomsminde

 

 

 

Bjørnstjerne Bjørnson

JEG kunde være såpas som syv år, da det en søndag eftermiddag rygtedes på præstegården, at samme dag havde to mænd, der rodde forbi Buggestranden i Ejdsfjord, fundet en kvinde styrtet ud over en bjerghammer, der hun var blet halvt hængende, halvt liggende lige ved havspejlet. Hun var forfærdelig forslåt, navnlig i hodet, men hun levede. De rørte hende ikke, før de havde prøvet at få ud af hende, hvem som havde gjort det.

Fem mil sjøvej til doktor og først indom efter adgangsseddel til hospitalet! Hun lå uden hjælp over ét døgn, og kort efter hun havde fåt den, døde hun. Forinden havde hun sagt, at det var Per Hagbø, som havde voldt det; "men," la hun til, "de må ikke gjøre ham noget ondt for det."

Alle vidste, der havde været et kjærlighedsforhold mellem hende, der tjente på Hagbø, og sønnen på gården; og de gløggeste skjønte straks, hvorfor han havde villet ha hende afvejen.

Jeg husker tydelig, da tidenden nådde frem; det var som sagt samme søndags eftermiddag, som hun var dræbt om formiddagen, midt på vakreste sommeren, i fuldt solskin og fuld glæde på gården. Jeg husker, hvordan det var, som lysningen sank, ansigterne stanset, fjorden blev mat, skogen og bygden krøb sammen i skygge af hverandre. Jeg husker, at endnu dagen efter føltes det som indhug i al vant livsorden, jeg kjendte mig fri for at gå på skolen, arbejderne sluttet op ret som det var og satte sig. Især kvinderne var lamslagne, de kjendte sig selv truet, det var tydelig at skjønne, det blev også sagt. Kom fremmedfolk til gården, sa deres åsyn og bevægelse, at mordet tynget dem, og de sa det samme i vore. Vi tog hverandre i hånden ligesom fjærnt fra, det var mordet, som var nærværende; hvad vi så talte om, så hørte vi mordet i røsten og ordlaget. Den sidste følelse om kvælden, den første om morgenen, var, at alting stod ustøt, og at livets glæde var stoppet som viseren på en urskive ved bestemt klokkeslet.

Men efterhånden ordnet jo også mordet sig ind blandt alt det andre; dette udrettet nysgjerrigheden og sladderen; de løftet det, de vendte det, de synte det og gned det så længe, til det bare blev det nyeste nyt. Snart kjendte vi forholdet mellem den myrdede og morderen ind i det mindste; vi vidste, hvem det var, hans mor vilde Per skulde gifte sig med; vi kunde Hagbøfolket ud og ind, og deres slægt langt bagover.

Den gang dommeren kom til præstegården for der at opta de første forhør, var mordet alene et uudtømmeligt samtaleemne; men næste morgen, da lensmanden og et par mand til kom med morderen, så toges jeg af en ny følelse, jeg ikke før havde tænkt mig, - den allerstørste medlidenhed. En ung, vakker gut, godt voxen, finlemmet og heller liden, med mørkt, ikke stærkt hår, med tiltalende øjne, som nu var sky, med klar røst og over sit væsen et vist tække, næsten dannelse, en sammenhæng med livet og ikke med døden, med glæden, ja, munterheden . . . jeg fik så ondt af ham, at jeg kan ikke det si. Både lensmanden og de andre talte godt til ham, så de måtte ha samme følelse. Alene den lille, iltre skriver kom ud med endel svære ord, men som han med huen i hånd ikke gav svar til. Han gik der frem og tilbage på gården i skjortærmerne - dagen var meget varm, - med en flad klædeshue over sit kortklippede hår og hænderne i buxelommen eller i lidt uroligt arbejde med nogen strå. Gårdshunden havde fåt selskab, og disses leg og hønsene og os barn fulgte han med øjnene, som længtes han til samfund med os. Jentens ord: "Men gjør ham ikke noget ondt!" blev der aldrig ende på, hvor han gik, stod eller satte sig. Jeg vidste, han måtte halshugges, og jeg, som trodde, det skulde ske meget snart, fyldtes af rædsel ved at tænke mig ham gå og si sig selv: om én måned skal jeg dø, og siden om én uge, så igjen om én dag, én time . . . det kunde da ikke være til at holde ud. Jeg gled bagenom ham for at se nakken, han la just hånden op, en liden brun hånd, og jeg blev ikke siden kvit, at fingrene kanske kom imellem, når øxen faldt.

Han og vagten blev bedt ind for at spise. Jeg måtte se, om han virkelig kunde det. Jo, han både spiste og pratet akkurat som de andre, og så længe tabte også jeg rædselen. Men ikke før var jeg udenfor og alene, så satte jeg tankekraften på det og syntes, det var svært, at hendes ord: "men I må ikke gjøre ham noget ondt for det!" skulde så rent overhøres. Jeg måtte ind og si det til far, syntes jeg; men han, langsom og alvorlig, og skriveren, liden og væver, gik op og ned på gulvet i samtale - højt, højt oppe over min hjerteangst. Jeg smat ud igjen og nærmet mig trøjen hans, og den strøg jeg på.

Forhøret holdtes oppe på vort skoleværelse, min lærer var sekretær, og jeg fik lov til at sidde og høre på. Skriveren brugte ellers slig røst, at gjennem det åbne vindue kunde hele gården høre; stakkaren måtte gjøre rede for hele den søndag, mordet var begåt, hver time på dagen; han negtet at ha dræbt hende, negtet med største bestemthed: "det var ikke han, som havde gjort det." I dommerens bråk var der ellers både gløghed og hjærtelag, han rørte Per til tårer; men tilståelse fik han ikke.

"Vi blir værende her længe, frue," sa dommeren til min mor, da første dags forhør var slut. Men ud på kvælden kom Pers søster på gården, og hun var sammen med ham hele den nat; de hørtes hviske og gråte og aldrig slutte. Om morgenen var Per bleg og taus, for retten tog han alt på sig.

Det var gåt således til, forklarte han, at han havde ståt i forhold til hende, og det havde mor'en havt meget imod; så en søndag, hun gik med sin salmebog i hånden til opbyggelse, mødte han hende i skogen, de satte sig ned og han spurgte, om det også var hendes agt at opgi ham som far til det barn, hun var frugtsommelig med; det var nemlig i denne sin store nød, at hun tydde til opbyggelsen. Hun svarte, at hun havde ingen anden at opgi. Han talte om, for en skam det blev, og hvor forarget hans mor alt nu var. Ja, det kjendte hun altfor godt til; hans mor var jo ond mod hende; og det var underlig af Per, han ikke tog hende i forsvar; han vidste jo bedst, hvis skyld det var, det, som var hændt. Men Per slog på, at hun havde nok føjet flere end ham; derfor agtet han heller ikke at finde sig i, at netop han blev opgit som barnefar. Han la an på at få hende sint; men det lyktes ikke, hun var så snil. Så måtte han til ligevel. Han havde en øx liggende skjult i lynget, der han sad, og nu tog han den og klemte til hende i hovedet bagfra. Hun blev ikke sansesløs strax, men værget sig, mens hun bad for sig. Han havde ikke videre rede på, hvorledes det siden gik til; han var selv blét som sansesløs. Om hele resten tog han mod den forklaring, som lagdes tilrette for ham.

Søsteren ventet på gården, til han forgrædt og medtat kom ud fra forhøret; de gik atter afsides og hvisket. Jeg husker hende ikke anderledes, end at hun ludet, og at hun gråt meget.

__________

Det var vintertid, han skulde henrettes. Det meldtes med særdeles kort frist, alle fik travelt i huset; far skulde tale på retterstedet, og provsten, den dødsdømtes sjælesørger, samt lensmanden skulde komme til os dagen forud.

Per og vagten og en ven, hans lærer i fængselstiden, skolelærer Jakobsen, skulde sove nede på den faste skole, som var husmandsplads under præstegården; mad skulde bæres ned fra os til ham og Jakobsen.

Jeg husker dem komme en formiddag i to bådlag inde fra Molde, provsten, lensmanden, militær og den dødsdømte. Men jeg måtte sidde på skolen og fik ikke heller senere på dagen lov til at gå derned.

Dette forbud gjorde det hele meget mere mystisk. Tidligt mørkt blev det med svart sjø mod halvhvidt, sommesteds barføgen strand; skyerne var revne og jagende, vi gik og frygtet uvejr. Så slog der pibebrand op af præstegårdsbygningen, de fleste af soldaterne kom styrtende op for at hjælpe til; den store brandstige blev hentet frem fra rummet under staburet; den var usædvanlig tung og klosset, så de havde møje med at få den rejst, til far brød gjennem, bad alle gå væk og rejste den alene. Dette huskes endnu der i præstegjeldet, ligeså, at lensmanden, en liden, spræk fant, tog en vasbøtte i hver hånd og gik op stigen, til han stod på græstørvtaget. Den svarte fjorden, det urolige skydrev, truselen af morgen dagen, luen og larmen, . . . og så stilheden bagefter, å, så hviskende i stuerne og ude på gården, der flere gik og så ned til det rolige lys i den faste skole.

Der sad nu skolelærer Jakobsen med sin ven; de sang og bad sammen, hørte jeg af dem, som kom derfra. Pers familje kom om kvælden i en båd, gik op til ham og tog afsked; han skal ha været så frejdig i sin sikkerhed på næste dag at være hos gud og skal ha formanet dem så vakkert og navnlig bedt dem hjertelig hilse deres mor og være god mod hende til det sidste. Nogle sa, hun var med i båden, men vilde ikke gå op. Dette var ikke så, ligeså lidt som nogen af dem næste dag var ved henrettelsen, hvad også blev sagt.

Jeg vågnet om morgenen med slig beklemmelse og angest. Vejret var slåt om og blet godt; men det kjendtes så trykkende ligevel; ingen talte højt, og alle sa så lidt som muligt. Jeg skulde få være med og se på, skyndte mig derfor at finde min lærer, som jeg var tilsagt ikke at forlade. Begge præster kom ud i samarie, vi gik ned til støen og rodde den første del af vejen; den dødsdømte og hans følge var alt tat afsted og ventet der, vi la til, for at gå sidste del af vejen frem til retterstedet, én kilometer eller så. Henrettelsen skulde foregå ved en korsvej, og der var bare én sådan, nemlig i Ejdsvåg, næsten en mil fra der, mordet var foregåt. Lensmanden åbnet toget, så kom soldater, så den dødsdømte med provsten på den ene side og far på den andre, så Jakobsen og min lærer og jeg imellem dem, så en del andre og atter soldater. Vi gik varsomt på hålken, præsterne talte hele tiden med den svært blege mand; hans øjne var blét så milde og trætte, og han sa ikke stort. Mor, der havde været så snil med ham og havde fåt hans tak for det, havde nu sendt med en flaske vin, som han skulde styrke sig på; første gang min lærer rakte ham den, så han på præsterne, han vilde vide, om det ikke var synd. Min far nævnte Paulus's råd til Timotæus, og strax drak han sig en god slurk.

Langs vejen stod folk, som vilde se ham, og som derefter sluttet sig til toget; deriblandt var kammerater af ham, som han sørgmodig nikket til; et par ganger løftet han også på huen, den samme flade, jeg så ham i første gang. Det var åbenbart, at kammeraterne havde godhed for ham; jeg så også unge kvinder, som gråt og ikke la an på at skjule det. Han gik med hænderne sammen over brystet, ventelig bad han.

Vi skræmtes alle op af kaptejnens verdsligt drønende: "Giv agt!" da vi kom frem til stedet. Militæret stod opstillet i en åben firkant, som lukket sig, efter at den havde tat mod lensmanden, præsterne, den dødsdømte og nogle til; blandt disse var jeg. Her stod en stor, taus menneskeskare omkring, og over alle raget fogden i tresnudet hat og til hest. Da de soldater, som kom med os, efter adskillig brakende kommando var optat i firkanten, børjet handlingen med, at fogden læste op dødsdommen og den kongelige befaling, som ordnet henrettelsen.

Fogden holdt lige foran det sted, der høvlede brædder var lagt over graven, og ved disses ene ende stod blokken. På den andre side af graven var en forhøjning rejst, fra den skulde nu provsten tale. Per Hagbø knælte på dens trin med ansigtet mod gulvet i sine hænder og tæt op til sin sjælesørgers fødder. Provsten var en dansk mand, en af de ikke få, som ved adskillelsen valgte Norge. Hans taler var dygtige på papiret; men de kunde ikke altid høres, og mindst når han var bevæget, hvad han meget let blev. Da skreg han de første ord ud meget stærkt, men så trak han hodet ned mellem skuldrene, rystet det uden stans, mens han lukte øjnene og gav nogen kvalte lyd med små opstøt imellem. Et par fadermordere, som nådde ham til midt på ørene - jeg har aldrig sét deres mage, - slog op om det snauklipte hode med to dobbelthager under, og skuldrene slog op uden på dem igjen; ved lang øvelse fik han dem højere op end andre. Den, som ikke kjendte ham - for at kjende ham, det var at holde af ham, - kunde vanskelig bare sig for at le. Hans tale hørtes ikke og forstodes ikke, men den var kort; han måtte bryde af for bevægelse. Bare ét skjønte alle, at han elsket denne unge, blege mand, som han havde beredt til døden, og at han ønsket, alle måtte gå til sin gud så glade og trygge som han idag. Da han steg ned, omfavnet de hverandre til afsked. Per bød nu min far hånden og flere efter ham, og stillet sig så hos sin ven Jakobsen. Denne vidste, hvad det betød; han tog af sig et tørklæde og bandt om Pers øjne, mens vi så ham hviske ind i hans åsyn og få hviskende svar. En kom for at binde Pers hænder på ryggen, men han bad om at få være fri; det blev han. Så tog Jakobsen ham ved hånden og ledet ham frem; der Per skulde knæle, stanset Jakobsen, og Per bøjet langsomt sine knær; Jakobsen bøjet sig ned med hans hånd, lige til hodet lå på blokken. Så drog han sig tilbage og foldet sine hænder. Dette så jeg, og at en høj mand kom frem og tog Per over nakkemusklerne, mens en mindre drog ud en blank, overmåde bredægget, tynd øx af to sammenføjede håndklæder. Da vendte jeg mig bort. Jeg hørte kaptejnens frygtelige: "Presenter gevær!" jeg hørte en be "fadervor", kanske var det Per selv, så et hug, akkurat som i en stor kålrabi. Strax så jeg frem, det ene ben slog op i det samme, og et par alen foran kroppen lå hodet og gabte og gabte, som snappet det luft. Skarpretterdrengen sprang frem og tog fat i tørklædeenderne, og efter dem kastet han det op i kisten til kroppen med et klask. Brædderne var lagt over kisten og hastig løftet af, kroppen lå nu i den; derpå sænkedes kisten i graven.

Nu steg min far op på forhøjningen; ham forstod alle, og hans vældige røst hørtes på afstande, som endnu mindes i bygden. I ly af straffens egen tordentale advaret han ungdommen for de laster, som gik i svang i bygden, for drik, slagsmål, hor og anden råskab; de må ha likt prækenen godt, for den blev stjålet på hjemvejen af hans samarielomme.

Selv gik jeg derifra så hjertesyg, ja, så forkommen af frygt, som skulde jeg være den næste, der henrettedes. Og jeg talte siden med mange, som nøjagtig havde havt samme følelse. Far og provsten spiste middag oppe i bakken hos kaptejnen sammen med de andre embedsmænd; men de kom hjem lige fra middagen.

Kan så ikke en og hver tænke sig min skræk, da jeg sad i en krog - ingen agtet mig - og hørte provsten si til far og mor, at foran det hellige sakramente i fængslet havde Per sagt ham, at han ikke havde slæbt jenten til bjerghammeren eller stødt hende ud over den; vilde provsten så, skulde han si, hvem det var.

Men provsten svarte nej; "han havde bare med ham at gjøre!"

Siden hørte jeg, det var almen tale i bygden, at Pers mor var den, som havde fåt ham til at skaffe jenten af vejen, hvis hun ikke vilde opgi anden barnefar; videre, at Per nok havde git hende et øxehug og kjæmpet med hende, men så opgit det og løbet sin vej derfra; men derpå havde moren selv gåt derhen og fuldbragt gjerningen.

Det var altså for sin mor, han gik i døden, og det var dette, søsteren havde fåt ham til. Denne hemmelighed var det vel, som bandt ham og Jakobsen sammen i et saligt sværmeri og gjorde ham så elsket af provsten, - har jeg siden tænkt mig.

De, som repræsenterte gjengjældelsen, statens hævn på kongens vegne denne dag, må jeg nævne - ikke ved navn, men ved karakter. Kaptejnen var en kraftfuld, livlig kar, han havde tat del i vore to sidste krige, men så lige glad med alt, som hed moral, at han endte med at bli anklaget for en forbrydelse, så oprørende, at jeg her ikke kan nævne den; han blev så vidt frifunden, men ingen tvilte om hans skyld. Fogden kom på ti års slaveri for bedragerisk embedsførsel; han var skyldig, dengang han sad der; det vidste min far. Lensmanden "bleiv" på sjøen, og da de skulde gå til hans regnskaber og papirer, viste det sig, at han havde bedraget omtrent halve bygden; ingen mand har været så bandet i sin grav på de kanter af landet, som han blev.