[#84126] Saligheds Ed og Corporlig Ed

[Gjest Knut Skorpen]

I tingbøkene ser eg av og til formuleringa 'corporlig ed med opragte finger', andre gonger 'saligheds ed'. Er dette to ulike edar med forskjellig bruksområde?Saligeds ed 1781 nedst på s 25 [url="http://www.arkivverket.no/URN:rg_read/31271/26>http://www.arkivverket.no/URN:rg_read/31271/26Corporlig ed 1755 referert i avskrift i innl. (46) i tema 19997 her

[Gjest Geir Kamsvaag Berntsen]

På litt tynn is, men prøver;-'salig(h)eds Ed' betyr vel å sverge i betydningen forsterke det man sier (også under ed). - corporlig ed betyr vel en muntlig ed, opprinnelig avlagt mens man berørte en hellig ting - idag tenker man vel på bibelen.

[Gjest Ola Teige]

Korporlig ed og salighets ed er det samme. Med korporlig menes at den er kroppslig, at eden avgis med tre opprakte fingre. Og salighets ed viser til at de som sverget falsk ed risikerte sin sjels salighet, det vil si at de havnet i helvetet. Det var en svært alvorlig sak å sverge eder i denne perioden og ikke noe man gjorde lett.Eder og edfestelse var i perioden 1687-1842 regulert av Christian V.s lov I. bok, 13. kapittel, 8. artikkel:'Dommeren skal fremkalde dennem, som Vidne skulle bære, og de skulle svære med oprakte Fingre, at de ville sige Sandhed, og intet deraf dølge; Og skal Dommeren formane dennem, hvad Straf der skal efterfølge, dersom de vidne Løgn. Særdelis, naar Sagen er af stor Vigtighed, og angaar Folkis Ære, Liv og Velfærd, skal de hver for sig allene indkaldis og forhøris, og for dennem oplæsis ved Forklaring paa Eeden og Formaning, som herefter bag i Loven indføris, og bør paa alle Tinge, og hvor Ret holdis, paa en Tavle trykt at ophængis.'Artikkel ti foreskrev den juridiske og jordiske straffen for falsk vitnebyrd: 'Befindis nogen at vidne aabenbare Løgn med sin fri Villie og fulde Forsæt, saa mand kand kiende, at hand vant Løgn, da straffis hand paa sine to Fingre, og hans Boeslod være forfalden til hans Husbond'Plakaten det henvises til ble også trykt som vedlegg til loven, og er ganske heftig:Forklaring paa Vidners Eed,og Formaning til dem for Retten, efter som mælt er i den første Bogs trettende Capitels ottende artikkel.Hvert Menniske, som vil svære nogen Eed, skal opløfte tre Fingre,som ere: Tommelfingeren, Pægefingeren og den middelste Finger. Ved den første Finger, som er Tommelfingeren, forstaais Gud Fader, ved Pægefingeren Gud Søn, ved den tredie Gud den hellig Aand. De andre to smaa Fingre bøjer hand ned i Haanden: Den ene betyder Menniskens ypperlig Siel, som ligger skylt udi Mennisken: Den femte og minste Finger betyder Legemet, ligesom det der er lidet og ringe at agte imod Siælen. Ved den ganske Haand betydis een eniste ævig og almægtig Gud og Skaber, som haver skabt Mennisken og Alle Creature i Himmelen og paa Jorden. Hvilket Menniske der nu er saa Ugudeligt, fordærveligt og sig selv saa fiendsk, at hand svær en falsk Eed, eller ikke holder den Eed, som er soren, hand synder i saadan Maade, ligesom hand kunde saa sige: Om jeg svær falskelig, da straffe mig Gud Fader, Gud Søn og Gud den Hellig Aand, at Guds den himmelske Faders Skabelse, der hand skabte mig og alle Mennisker efter sit Billede, dertil med al hans faderlig Godhed, Naade og Barmhiertighed komme mig ikke til Gavn, men at jeg som en motvillig haardnakket Overtræder og Synder bliver straffet ævindelig udi Helvede. Item: Hvilket Menniske, der svær falskelig, eller ikke holder den soren Eed, hand taler ligesom hand vilde sige: Som jeg svær falskelig, saa straffe mig Gud Fader, Gud Søn, og Gud den Hellig Aand, at Guds Søns, vor Herris Jesu Christi, ydmyge Manddoms annammelse og hans kostelige og blodige Sveed og Uskyldige bitre Pine, hans hellige dyrebare Blod, som blev udgydet for Menniskens Synder, hans forsmædelige Død, hans underlige Opstandelse, hans herlige vældige Himmelfart, og alt det som Jesus Christus vor eniste Mægler haver forhværvet sine Udvalde, være altsammen mig til forgævis, og hielpe mig ikke til Salighed, men at den Herre Christus være mig paa den yderste Dag en streng Dommer, der mig for mine Misgierningers Skyld dømmer og fordømmer med sin strenge Dom til ævig Pine, og Antvorder mig Helvedis Bødel i Vold at pinis ævindelig. Item: Hvem som falskelig svær, eller holder ikke sin soren Eed, hand taler ligesom hand vilde sige: Som jeg svær falskelig, saa straffe mig Gud Fader, Gud Søn og Gud den Hellig Aand, at den Hellig Aands Gierninger, hvilken der er udgangen og sent de hellige Apostle og alle troe Christne til Trøst, ikke komme mig til Hielp, men at jeg bliver udelukt fra den Christelige Kirkis Menighed, ikke nyder dens Bøn got ad, eller bliver deelagtig derudi, og at Evangelii trøstelige Prædiken intet hielper mig, mine Synder blive mig aldrig forladne, og at jeg ikke opstaar til den Herlighed, som de troe Christne er bereet af Ævighed, men at jeg bliver forskut med Liv og Siæl i den ævige Fordømmelse. Item hvilket Menniske, som falskelig svær, hand modsiger og afsiger Gud Fader, Gud Søn og Gud den Hellig Aand og alle Guds gode Helgene og de Hellige Udvalde Engle, giver sig med Liv og Siæl Diævelen og alt hans Selskab udi Helvede i Vold, der at blive og brænde med og hos dem udi Helvedis Afgrund til ævig Tid, hvor slet ingen Forløsning er. Item: Hvilket Menniske, der svær falskelig, hand taler ligesom hand vilde sige: Dersom jeg svær falskelig, da være forbandet alt det jeg i denne Verden ejer og haver: Forbandet være min Jord, Ager og Eng, saa jeg aldrig af dem nyder nogen Frugt, eller Grøde: Forbandet være mit Qvæg, mine Bæster, mine Faar, saa at de aldrig efter denne Dag trivis eller lykkis for mig; Ja forbandet være jeg i alt det jeg tager mig for at giøre.O Menniske betænk dette ganske flittelig, og merk, hvilken gruselig, haard og streng Dom du giver over dig selv, naar du svær falskelig. Et fromt Christeligt Hierte maatte vel med Rette forfærdis og skælve derfor, efterdi en falsk Eed haver saadant med sig, at et meeneedigt Menniske giver sig selv fra Gud, udelukker sig fra alle hans Velgierninger timelige og ævige, og afskiller sig fra den ganske Christelige Menighed, og vil være ævig fortabt og fordømt med Liv og Siæl; Derfor skulle hver Christen vogte sig for falsk Eed og for lettelig at svære, saa fremt som hand haver sin Siæls Velfærd og Salighed kier: Det unde os alle Gud Almægtige ved sin kiere Søn, vor Herre Jesum Christum!Christian V. norske lov finnes online på Tingboksprosjektets sider ved Universitetet i Oslo, her: Lenke

[Gjest Geir Kamsvaag Berntsen]

Jeg har litt tungt for det Ola. Her er den korporlige eden beskrevet og i hvilken sammenheng den benyttes.En salighets ed behøver etter hva jeg trodde ikke være gitt i samme sammenheng, Svenska Akademiens Ordbok:'[sALIGHET 5.d.α] α) i sådana (i sht i förbindelse med att-sats stående) uttr. som svär(j)a l. förplikta sig l. bedyra l. vittna l. neka l. lova på l. vid sin l. sin själs (stundom äv. på sitt livs) salighet, i sht förr äv. på själ och salighet, i fråga om edsavläggelse l. (numera vanl.) kraftigt bedyrande av att vad man säger är sant l. av att man ämnar hålla vad man lovar o. d. Förplictar iagh megh vppå mijn sielz saligheitt oc liff att iagh (osv.). RÄÄF Ydre 1:310 (i handl. fr. 1554). Samma tidh bleff Erich Annderssonn fram kallath för retthe .. och wittnadhe på siell och salighett, atth .. tå kom (osv.). TbLödöse 172 (1590). Bedyrandes wid min Siähl och Sahlighet, och så sant som iag är en Syndare, att iag (osv.). VDAkt. 1736, nr 163. Han nekar dertil på sin salighet. SERENIUS (1741). (Hon) svor vid Gud och sin salighet, att gossen vore hennes eget barn. CEDERSCHIÖLD Riehl 1: 68 (1876). HELLSTRÖM Storm 235 (1935: svor . . på sitt livs salighet att). [sALIGHET 5.d.β] β) i eder som mer l. mindre ha karaktären av svordomar, i sådana uttr. som för min själs salighet l. vid min salighet, i sht förr äv. enbart min (själs) salighet, använda till bedyrande av ngt: gud hjälpe mig, min själ o. d. Benedictus swaradhe: Neij, mijn siäl(s) salighet, haf:r iagh medh henne (Valborg) eij beställa, så sant migh Gudh hielpe. ConsAcAboP 1: 335 (1648). Jag tror min salighet jag lofvade Henne göra det! STRINDBERG Brev 1: 311 (1876). Jag skall vid min salighet följa ert råd. LINDSTRÖM Glimt. 25 (1924). Jag kan för min själs salighet inte se, hur det ska sluta, om (osv.). HELLSTRÖM Lekh. 195 (1927).'

[Gjest Geir Kamsvaag Berntsen]

Sagt på en kort måte, en korporlig ed er en salighets ed, men det motsatte er ikke nødvendigvis det samme. Skulle man mene min påstand er feil, vil jeg gjerne bli korrigert.

[Gjest Ola Teige]

Aha, da skjønte jeg hva du mente Geir. Og du har nok rett, man kan/kunne sverge på sin sjels salighet uten nødvendigvis å gjøre det korporlig.Men i det norske rettsvesenet på 16-1700-1800-tallet var det snakk om det samme.

[Gjest Geir Kamsvaag Berntsen]

Men noen interesse hadde det tydeligvis ikke, ikke engang ditt bidrag.

[Gjest Are S. Gustavsen]

Noen eder på sin plass?A

[Gjest Svein Arnolf Bjørndal]

(3) Betyr det at edfestingen ble opphevet i 1842? Som de fleste vel vet, er det slutt på dette i norsk rett. (Noen har i nyere tid argumentert for at det bør innføres igjen, henholdsvis ved å sverge på Bibelen og Koranen, uten at det så langt har fått gjennomslag). Jeg har i et annet tema etterlyst når denne praksisen opphørte: Lenke

[Gjest Knut Skorpen]

Til (7) - er det nokon som har forsømt seg? Ser nesten slik ut.Eg las med stor interesse. Tusen takk, spesielt for rettsbelæringa i (3). Den var så gripande at eg gløymde å takke.Held den orsakinga?

[Gjest Geir Kamsvaag Berntsen]

Det var hyggelig at du ble grepet av Olas innlegg. Videre er det alltid trivelig med 'unnskyldninger' kjemisk frie for ironi.

[Gjest Knut Skorpen]

Heilt presist var det plakat-teksten som sette meg ut. Eg satte den i samanheng med eit par saker eg har sett på dei siste dagane.I ei farskapssak nekta den utpeikte mannen for farskapet, men han ville ikkje avleggje ed.I ei slåsskampsak var det einaste augnevitnet ukonfirmert, og kunne ikkje avleggje ed før han var konfirmert. Saka var oppe tre - fire gonger før guten endeleg var konfirmert, vart formana om alvoret ved eden og så avla ed på at han hadde snakka sant to år tidlegare, Saka endte med frifinning - eitt vitne var ikkje nok til å dømme, og saka var ikkje alvorleg nok til at ein kunne krevje moted frå den tiltalte.Når ein les plakatteksten, forstår ein betre korleis eden kunne ha ein så sentral plass i bevisføringa.

[Gjest erling t. endresen]

Noe på siden kanskje?Jeg vokste opp i en konservativ kristen menighet i Egersund som har fått en egen lov der de gis tillatelse til stadig å sverge på gamlemåten. Edssaken var en av de store stridstema da Menigheten Samfundet ble stiftet som en reaksjon på 'alt det nye' i Statskirken, styre og stell. Dette var en del av min barnelærdommen: husk å sverge 'rett' om det behøves!I Samfundets historie bind 2 står denne edssaken omtalt. Prosessen startet i 1891 med forslag om å fjerne ord og uttrykk. I 1893 kom forslag om at en skulle sverge stående med oppstrakt høyre hånd og si en kortere edsavleggelse.9. mai 1893 ble dette nye lovforslaget vedtatt i Lagtinget, sanksjonert av kongen i statsråd dagen etter.Dette kunne ikke Samfunnsfolka forholde seg til. i en sak i Stavanger skulle en del samfundsfolk vitne på nyemåten, noe de nektet av samvittighetsgrunner. Det gikk fram og tilake. I 1901 sendtes det brev til Stortinget: 'Vi undertegnede medlemmer av Samfundet....' der det forklares hvorfor gamlemåten er den eneste rette. Det ble foreslått en tilføyelse i §2 i lov om ed osv. Litt fram og tilbake. 19. jan. 1905 var justiskomiteen ferdig med sin behandling og la frem forslaget: 'Indst. O. nr. 30. Indstilling fra justiskomiteen angaaende forslag fra kirkesamfundet 'Samfundet' til tillæg til de gjældende love om edsaflæggelse.'En Knut Johannes Hougen, repr. på Stortinget, talte gruppens sak. Til mog med statsminister Michelsen engasjerte seg i saken. 13. april 1905 fikk Lagtinget saken til behansling. Odelstingets forslag ble vedtatt med 21 av 29 stemmer i Lagtinget.29. april ble tillegget til lovendring om ed sanksjonert i statsråd, og 31. mai sendte menigheten søknad til Justisdepartementet om å få bruke den gamle formularen. 22. juni vedtok regjeringen en kongelig resol. i henh. til lov av 29. april 1905, sålydende: At det tillades Medlemmene af det ordnede Dissentersamfund 'Samfundet' i alle Tilfælde af Edsaflæggelse at benytte følgende Bekræftelsesord: 'Saasant hjælpe mig Gud og hans hellige Ord', istedenfor: 'Saasant hjælpe mig Gud, den almægtige og allvidende' samt ved mundtlig Edsaflæggelse at oprække høire Haands 3 forreste Fingre istedenfor hele Haanden.'Denne eksklusive retten hadde jeg også til for 13-14 år siden da jeg forlot menigheten.Avsnittet i Samfundets historie avsluttet med å minne om at det nytter: Kall på meg på nødens dag, og jeg vil utfri deg'

[Gjest Svein Arnolf Bjørndal]

(13) Da vet vi i hvert fall at Gud fortsatt var inne i bildet i rettsammenheng ennå så sent som i 1905 - selv om edsavleggelsen ikke var etter 'gamlemåten'. Men hvor langt frem i tid går vi før Gud forsvinner ut av rettssalen?

[Gjest Knut Skorpen]

Blant dei bøkene einkvar historieinteressert bør skaffe seg, er ei lovsamling frå 1965 (eller før). 1965 var etter det eg har skjønt siste gong dei gav ut ei fullstendig lovsamling. Sidan har dei droppa mange gamle lover som dei meiner ikkje lenger har praktisk betydning.I lovsamlinga frå 1965 finn eg 'Lov om Ed frå 22. juni 1893'. Der er eden som gjengitt i (13). Eg fann òg lov av 29. april 1905 om 'Tillæg til Lovgivningen om Ed', der Kongen for fullmakt til å godta andre edar evt forsikringar når den ordinære eden strir mot 'Trosbekjendelse eller religiøse Opfatning'.Eg meiner at eden vart borte med straffeprosessloven av 1981, slik at berre forsikringa står att, sjå § 131 http://www.lovdata.no/all/hl-19810522-025.html#131. Men når bestemmelsen slik han står i dag trådde i kraft, kan sikkert andre seie meir presist.